TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Outsider vandt The Derby

af | Nyheder

The Epsom Derby blev overraskende vundet af Wings of Eagle redet af Padriag Beggy foran staldkammeraten, Cliffs of Mother med Ryan Moore. Begge heste trænes af Aidan O’Brien.

Med seks heste til start i The Derby – en tredjedel af feltet – var den teoretiske mulighed for at irske Aidan O’Brien endnu engang skulle i vindercirkelen efter verdens mest berømte hestevæddeløb, rimelig stor.

Men han havde nok ikke lige regnet med, at det var Wings of Eagle, der skulle hyldes for sejren.

Epsom Downs

Wings of Eagle havde blot vundet et løb tidligere i karrieren – det var i august i fjor – og sin sæsondebut i Chester Vase den 11. maj, var den nummer to bag en anden af O’Briens derbyheste, Venice Beach.

Wings of Eagle fik Padraig Beggy i sadlen – han havde blot redet otte løb i år og uden at vinde – og hos bookmakerne fik man 40/1 for Wings of Eagle, mens man i totalisatoren kunne få 56 gange pengene!

Faderen til Wings Eagle, Pour Moi har i år været opstillet til brug i National Hunt-avlen (forhindringsløb), idet dens første årgang skuffede så meget, at ingen ville bruge ham til deres ædle fuldblodshopper.

Der var altså mange ting, der talte mod Wings of Eagle, der imidlertid nåede målstregen først på en god afslutning og henviste staldkammeraten Cliffs of Moher til andenpladser. Den var næstfavorit til 5/1.

På tredjepladsen fulgte løbets favorit, Cracksman med Frankie Dettori, spillet til 7/2 – det vil sige 4,50 gange pengene.

Der var 921.537 Pund i førstepræmie til Wings of Eagle, der ejes af Derrick Smith, Mrs John Magnier og Michael Tabor. Samme ejergruppe er også bag nummer to, Cliffs of Moher, der fik 349.375 Pund samt Capri, der sluttede på sjettepladsen og fik 21.937,50 Pund i præmie.

Så Aidan O’Brien fik altså tre heste i præmierækken i The Derby 2017.