TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Oslo: Bo Westergaard indledte med sejr

af | 13. jun 2021 | Nyheder

Bo Westergaard fik en fin start på Bjerke søndag, idet han vandt sin første start på dagen med outsideren Fantastic Design.

Så suverænt vandt Fantastic Design for Bo Westergaard

I marts måned købte Stald Masiol ApS Fantastic Design for 116.000 kroner på travauktioner.dk.

Siden er hesten sendt i træning hos Bo Westergaard, der første gang startede den på Fyens Væddeløbsbane den 23. maj, hvor det blev til en femteplads.

Denne søndag er Fantastic Design (Prodigious) en af otte heste Bo Westergaard starter på Bjerke, og Aalborgtræneren kunne ikke få nogen bedre indledning på dagen.

Fra spor 10 bag startvognen kom Fantastic Design fint igennem fra start, og kom til at sidde som tredje hest indvendigt.

Da farten blev taget ud af løbet efter 600 meter kørte Bo Westergaard resolut frem til spids, og her blev Fantastic Design løbet ud og den sejrede sikkert i 1.13.9a/2100 m, ny rekord.

-Det flaskede sig fint fra start, og kusken var vågen, da chancen bød sig, sagde Bo Westergaard med smil efter sejren.

-Fantastic Design har overstået en halsbetændelse, og han var vældig fin i dag.

Vinderodds for Fantastic Design var 16.25.