TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Orali til 19 gange pengene

af | Nyheder

Tiltroen til Team Juels Orali, der i eftermiddag starter i 1. løb på Vincennes, er ikke stor hos spillerne. Klokken 12.30 står den til 19 gange pengene i Vinderspillet.

Jeppe Juel har overladt linerne bag Orali til den franske topkusk Pierre Vercruysse, men det har ikke udmøntet sig i større tillid til Copenhagen Cup-vinderen.

– Jeg tror heller ikke man skal forvente det helt store resultat af Orali i eftermiddag, siger Jeppe Juel til travservice. – Hesten vil blive kørt med fast ørehætte og et skarpt bid, og kusken har fået besked på at køre indvendigt og så se, om der eventuelt er noget at skyde med de sidste 300 meter.

– Vi bruger dette løb til at teste formen på Orali, der efter planen skal starte igen den 13. december, hvor jeg selv forventer at køre ham, siger Jeppe Juel.

PRIX-DE-LILLE-BECKMAN

Beckman med Franck Nivard vandt ikke færre end 6 sejre i Vintermeetinget i fjor. Foto Gerard Forni

Eftermiddagens opgør på Vincennes, der danner grundlag for det franske landsspil, Quintet, er udskrevet over 2100 meter auto, og Orali har trukket spor 10 – det betyder startplads  indvendigt i anden række.

Løbet virker meget åbent med 7 Vagabond Mag med Jean Michel Bazire som svag favorit til 5 gange pengene fulgt af 5 Tornado Belle med Pierre Levesque til 6.3 gange og de to svenske, 11 Putte Topline med Robert Bergh til 7.7 gange og 3 Beckman med Franck Nivard til små 9 gange pengene.

Beckman var i fjor stærkt gående i Vintermeetinget, hvor den vandt ikke færre end 6 sejre! I dag starter den for første gang siden den 2. august.

DanToto har spil til Vincennes i eftermiddag.