TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Op og ned for Svendsen

af | Nyheder

De seneste dage har budt på både glæder og sorger for Bent Svendsen, som har svært ved at finde løb til Derbykandidaten Come On Hugo.

Som omtalt i søndags, var der på Musketerdagen i Skive to episoder (KLIK HER), hvor en kusk tog kraftigt op i sin hest og derved generede den/de bagvedliggende ekvipager – og i begge tilfælde gik det ud over Bent Svendsen!

Først med Uha-Uha De Hess og i det efterfølgende løb med Come On Hugo (arkivfoto), der begge fik deres chancer spoleret med galop.

Come On Hugo. Foto: Ole Hindby

-Man ved jo, at det kan ske og en ulykke blev heldigvis afværget fordi man har rutinen, men derfor er det alligevel meget frustrerende når den slags sker, siger Bent Svendsen til Travservice.dk.

-Med Uha-Uha De Hess var det et uheld, at Kaj Westergård kørte op i den foranliggende, men min hest var alligevel helt nede på knæene og tæt på at styrte.

-Jeg mener dog ikke, at det var i samme kategori som Frosty Hanovers Mindeløb, hvor René Kjær tager for hårdt op i sin hest fordi han ikke vil sidde i dødens. Det irriterer mig frygteligt, især fordi det var sæsondebut for Come Hugo – det sagde jeg også til René, da han ringede til mig. Det ændrer dog ikke på noget – sket er sket og vi er lige gode venner af den grund, men rigtig ærgerligt var det i hvert fald.

-Som jeg har sagt andre steder har Come On Hugo virket rigtig fin i træning, men selvom jeg kørte hurtigt op til feltet igen efter fejlen, fik han jo ikke noget reelt løb og chancen for at vise hvad han kan. På reprisen klokkede jeg ham til 1.13,6-13,7 den sidste kilometer, så formen er i hvert fald intakt.

Sprintermesteren næste gang
Næste opgave for den tidligere Opdrætningsløbsvinder bliver Sprintermesteren i Billund (3. juni), men det er ikke med Bent Svendsens gode vilje.

-Der er ganske enkelt ingen egnede løb til en 4-åring, der har tjent 477.000 kr, siger Bent Svendsen.

-Jeg har ringet til René Jensen (Dansk Hestevæddeløbs sportschef, red.) og spurgt, hvorfor der ikke er nogle løb til min hest før Sprintermesteren.

-Jeg kunne selvfølgelig godt starte ham i Liga 1, hurtigklassen eller i 4-årsløbet på Copenhagen Cup-dagen, men selvom Come On Hugo ikke nødvendigvis SKAL vinde, føler jeg ingen grund til at matche ham så hårdt allerede nu. Sverige var også en mulighed, men der er ikke så mange åbne 4-årsløb.

-Man har simpelthen glemt at lave et løb for 4-årige hingste i maj måned. Der er ganske vist et 4-årsløb i Århus den 23. maj, Grand Prix-testen, men for 4-åringer med højst 75.000 og det kan jeg jo ikke bruge til noget, så nu træner vi videre og starter næste gang i Sprintermesteren. Derefter går det slag i slag med i de øvrige storløb.

Sprintermesteren er som bekendt 1600 meter autostart, men det ser Bent Svendsen ikke som en ulempe, selvom Come On Hugo nok er bedst på de lidt længere distancer.

-Han kan godt være være rimelig “vred” på nogle tidspunkter, så jeg regner da med, at jeg nok kan fyre ham af på sprint også, siger Bent Svendsen, som også forventer at starte Created Face (Kiss Francais) på Sprintermesterdagen. Hende er det også svært at finde løb til.

-Hun gik fremragende i sæsondebuten i søndags, hvor hun var tredje på 1.14,1a/1600 meter (ny rekord) i et løb, hvor de åbnede 1.08/500 meter og 1.11/1000 meter. Created Face var den, der havde mest fart over mål og gav et godt svar på det, vi har troet hele tiden – at hun kan være med i alle 4-års hoppeløbene. Hun har ikke fordel af sprint og er mere styrkebetonet, men kommer alligevel i Billund Hoppesprint. Herefter gælder det også diverse årgangsløb.

Første debutvinder 
Allerede dagen efter Musketerdagen i Skive fik Bent Svendsen lidt revanche, da han vandt to løb i Aalborg med hhv. Axe Brogård (S J’s Photo) og Duka Moseby (The Liquidator).

Duka Moseby. Foto: Flemming Andersen

-Duka Moseby har jeg selv lavet fra bunden, så det er faktisk den første debutvinder fra stalden siden vi flyttede ind på Skive-banen, siger Bent Svendsen.

-Hun er jo helsøster til Tinus Moseby (1.13,8a-198.000 kr) og en stabil og råstærk type, der har så let ved alting. Jeg tror hun når et stykke op i klasserne uden nødvendigvis at være en årgangshest, men Duka Moseby er meldt i alt som 3- og 4-års, så det skal da afprøves.

Bent Svendsen har yderligere tre interessante 3-åringer i stalden, hvoraf Darwin Ice (1.17,4a og 48.000 kr. som 2-års) dog først kommer tilbage fra vinterferie om en måneds tid.

-Vi har for nylig købt Dressedforsuccess (Credit Winner) til Connie & Geert Olesen ApS af Peter Rudbeck. Det er en meget spændende hest, der starter for første gang for os i et almindeligt begynderløb i Skive på mandag. Han er dog meget stor og endnu ikke færdigudviklet, så det bliver klasseløb det første stykke tid, siger Bent Svendsen, som også har de første 2-åringer klar.

-Enzio (h. e. Pastor Stephen) træner fremragende og er klar til det første 2-årsløb i Århus i Grand Prix-weekenden. Han har været klar længe, men 2-åringerne kan jo først komme i prøveløb 1. maj, så han skal i prøveløb 4. maj i Århus. Ugen efter kommer Eddie Cook (h. Gift Kronos) også i prøveløb, mens E M Eleven Cup (hp. e. The Liquidator), der er lillesøster til V M Viking Cup, først er klar til efteråret. Vi har desuden Eleonora (hp. e. Dream Vacation), der i øjeblikket er hjemme hos ejeren, men hun var langt fremme inden hun forlod stalden og er klar til prøveløb om en til to måneder, slutter Bent Svendsen.