Op og ned for Flemming Jensen
Flemming Jensen har haft nogle gode dage på Axevalla, hvor han har vundet på hver af de tre løbsdage i Stochampionatsmeetinget – og så kunne det måske blevet til yderligere en sejr.
Sejre med Trumf Kåsgård fredag og Nancy America lørdag blev søndag eftermiddag fulgt op med endnu en sejr for Flemming Jensen, nemlig med Trevi Dilli.
6-årige Trevi Dilli, der har Andover Hall som fader og samme moder som bl.a. tophesten Local Conch, er kommet sent i gang med karrieren, og søndagens start var blot hendes 12. i karrieren.
Sejren, der havde en værdi af 50.000 SEK blev vundet efter tidlig føring. Spidspositionen blev dog afgivet til løbets favorit, Cabades med Erik Adielsson, men midt i opløbet meldte Trevi Dilli sig igen og gik let frem til sejr i ny rekord 1.14.4a/2140 m til 7,63 i odds.
Flemming Jensen havde muligheden for at vinde V75-7 med Slide so Easy (Quite Easy), men parret blev sat af i tredje spor fra start, og da Flemming Jensen besluttede sig til at køre fremad, blev han svaret op af Raggamuffin med Jørgen Sjunnesson. Efter 800 meters kørsel ude i tredje spor trak Flemming Jensen i land og bakkede ned som en af de sidste i feltet.
Foran kunne favoritten Sevilla (Ready Cash ) med Per Nordstrøm føre fra start til mål, og den vandt i 1.14.8/2640 m.
Slide so Easy kom godt tilbage i løbet, og nåede fjerdepladsen i 1.14.5/2660 m – præmie 13.500 SEK.
På anden- og tredjepladsen var der i øvrigt danske kuske.
Troels Andersen blev nummer to med Picasso og Bo Falsig nummer tre med Return Ticket,
Flemming Jensen startede også Micro Pearl (Micor Mesh) på Axevalla, og den sluttede på en femteplads i 1.17.3a/2140 m i sin debut!