Sejrene er ikke kommet i samme takt i år til Paw Mahony, som de gjorde i fjor, og da han mandag vandt på Färjestad var det tre måneder siden han sidst havde kørt æresrunde.
I fjor havde Paw Mahony, der er træner på Årjäng-banen, en fin sæson med 23 sejre, året før han vandt 18 sejre, men i år har stalden været ramt af sygdom, og indtil mandag var det blot blevet til fire sejre i år til fynboen.
Paw Mahony var mandag til start på Färjestad-banen i tre løb, og han fik præmier med alle tre heste.
Bedst gik det med den 4-årige hoppe, Valborg Marje (Up Front Larry), der kunne føre fra start til mål og vinde i 1.15.4a/2140 m – præmie 30.000 SEK. Det var hoppens anden sejr i seks starter.
Paw Mahonys to øvrige startheste besatte femtepladser.
Søndag vandt Lars Marcussens opdræt, Barack La Marc (Great Challenger) en sikker sejr i et monte-løb med Beate Pettersson i sadlen på Åmål (800 m).
Barack La Marc sejrede i 1.14.3a/1680 m og fik 15.000 SEK i præmie.
Det var anden gang Barack La Marc startede i monté og anden gang, den vandt!