TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Olsen bliver champion

af | Nyheder

Inden årets sidste løbsdag på Charlottenlund Travbane er alle championater afgjort på nær amatørernes. Men her er det dog klart, at championen hedder Olsen til efternavn.

Anette Olsen (her med Turbo Day) har gode chancer for at gebvinde amatørchampionatet. Foto Martin Timm Holmstav

Anette Olsen (her med Turbo Day) har gode chancer for at genvinde amatørchampionatet. Foto Martin Timm Holmstav

Genvinder Anette Olsen sit amatørchampionat fra i fjor – eller lykkes det på årets sidste løbsdag for Mikkel Olsen at slå hende fra tronen?

Helt sikkert er det i hvert fald, at Amatørchampionen 2015 på Charlottenlund Travbane hedder Olsen til efternavn.

Anette Olsen har de bedste kort på hånden.

Såvel Anette Olsen som Mikkel Olsen har hver vundet 6 sejre, men Anette Olsen har flest andenpladser – 11 mod Mikkels 6.

Og i eftermiddag skal Anette Olsen i aktion i løbene fire gange, mens Mikkel Olsen kører to gange.

Rent teoretisk har Mikkel Olsen chancen.

Han skal vinde et løb og Anette Olsen ingen, men Mikkel Olsens to køreture med hhv. Osbourne og Ravnefod er ikke oplagte vinderchancer.

De øvrige championater er afgjorte.

Steen Juul vinder sit 26. trænerchampionat – imponerende.

Han vandt det første i 1985 og kun Axel Jacobsen (fire gange) og Birger Jørgensen (en gang) har formået at bryde Steen Juuls dominans.

Hos jockeyerne er det Mads Hviid Nielsen fra Tomas Malmqvists stald, der tager stikket hjem, mens Nicole Marsing har sikret sig montéchampionatet.

Charlottenlund Travbane byder på 11 løb på finale-dagen, der indledes allerede klokken 13.00 og efter løbene inviteres der til gløgg og æbleskiver i Staldcafeen.

Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her