TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ole G. har fået en fin start

af | 1. aug 2019 | Nyheder

Skive Travs nye træner Ole G. Nielsen købte to åringer på Selected Sales og inden for den næste uge kommer der yderligere to ungheste i hans varetægt.

Race Brodda købte Ole G. Nielsen til norske hesteejere.
Foto privat

-Det er gået meget bedre end jeg havde drømt om, siger Ole G. Nielsen til travservice.

-I dag har jeg 11 heste i træning og inden for den næste uge kommer der to ungheste fra Kim Pedersen i Norge. Jeg har derfor ansat en pige, som jeg arbejdede sammen med hos Åke Svanstedt i USA, og hun begynder i næste uge, siger Ole G. Nielsen.

Ungheste er Ole G. Nielsens koncept, og fra sin tid i Norge har han gode kontakter i norske travsportskredse.

-Race Brodda, som jeg købte for 75.000 kroner på auktionen, er købt til hesteejere hos Frode Hamre, men den skal blive hos mig i et år. Gerda som jeg egentlig købte til mig selv, bliver en andelshest som ejes af nordmænd og danskere, siger Ole G. Nielsen.

Udover Race Brodda og Gerda ankommer også Top of The Hill – lillebroderen til Eric the Eel, der efter auktionen blev solgt til hesteejere hos Kim Pedersen, til Ole G. Nielsens stald.

-Men det er nok kun en kort mellemstation hos mig. Det er vist meningen, at man vil sende Top of The Hill i træning i USA, og jeg har derfor anbefalet at man skulle få den sendt derover så hurtigt som muligt, så karantæne kan overstås, men endnu er intet bestemt, siger Ole G. Nielsen.