TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Oasis Bi’s ejer har sendt hest til Danmark

af | Nyheder

Lillian Uglebjerg har modtaget Varenne-sønnen Zodiacale, der har samme ejer som bl.a. elitetraveren og avlshingsten Oasis Bi.

-Jeg tror nu ikke, at han kommer til at starte i mit regi. Han er her mest som rekonvalescent pga. et dårligt bagben, som jeg skal prøve at behandle med laser og infrarød, siger Lillian Uglebjerg.

-Zodiacale har tidligere været hos Stefan P. Persson og vundet to sejre i tre starter. Jeg kender den svenske ejer fra tidligere og mødte ham igen til Prix d’Amerique i år, hvor vi faldt i snak og nu har jeg så fået en af hans heste herned.

På skadeslisten er også den svenske Derbyvinder Conlight Ås (Conway Hall), der ellers leverede en flot præstation i sit comeback i januar måned efter mere end 2½ års løbspause.

-Han er desværre kommet til skade ude i folden, så han står med et tykt ben og er væk hele sommeren. Ellers fejler han ikke noget og jeg prøver at bedække et par af mine egne hopper, Retsina og En Vouge, med ham – det var trods alt også det, der oprindeligt var formålet med at få Conlight Ås herned, siger Lillian Uglebjerg, som til gengæld kan glæde sig over en anden svensk hest, Freddie Silvåkra (Quite Easy U S), der i går i Skive gjorde comeback ligeledes efter en længerge løbspause.

Lillian Uglebjerg med Freddie Silvåkra efter mandagens sejr. Foto: Flemming Andersen

Med René Kjær i sulkyen vandt Freddie Silvåkra en fin sejr i tiden 1.18,3a/2060 meter efter en forrygende afslutning, hvor der efter et løb i tredje par indvendig først blev plads til angreb ind på opløbet.

-Nu satte han jo ikke verdensrekord, men det var mere måden han gjorde det på, med fast vat i ørene, der var meget positiv, siger Lillian Uglebjerg.

-Jeg har ikke nogle opgaver i kikkerten endnu. Vi ser lige tiden an. Han går i løsdrift og var fin i går, da jeg tjekkede ham efter vi kom hjem. Benet så fint ud, men jeg tjekker lige op på ham igen i eftermiddag og så finder vi en passende opgave.