Selvom man ikke har heste til start kan man godt få store oplevelser i forbindelse med travsporten. Det vil Danmarks nyeste skud på trænerstammen godt skrive under på.
Til weekenden var Jydsk Væddeløbsbanes seneste skud på trænerstammen, Lillian Uglebjerg kørt til Frankrig med nogle hopper, der i løbet af foråret skal bedækkes.
Og når nu Lillian Uglebjerg var i Frankrig, så var det også naturligt for hende at søge ind til Paris og oplevele Prix d’Amerique-weekenden.
Lørdag var hun hos Anders Lindqvist på Grosbois, og blandt de mange andre besøgende, der kom til den populære svenske træner og medie-mand var John D. Campbell – amerikansk sulkylegende, der nu har stoppet løbskarrieren og er blevet direktør for The Hambletonian Society, der arrangerer en række af de største amerikanske løb med The Hambletonian Stakes i spidsen.
Lillian Uglebjerg faldt i snak med John D. Campbell, der fortalte at det var første gang han besøg Grosbois.
-Men har du så ikke lyst til at se hele området, spurgte Lillian Uglebjerg
– Jo da, svarede han.
Og straks fik Uglebjerg arrangeret, at hun kunne låne en bil og så kørte hun ellers John D. Campbell rundt på det store område, der huser træningscentret og slottet Grosbois.
Og søndag eftermiddag blev det næsten endnu større for den aarhusianske træner, der er blevet en god bekendt af Familien Goop.
-Jeg kender Olle og Annika Goop fra min tid hos Henning Fink. Vi har holdt kontakt gennem årene, og er blevet gode venner, så jeg er altid sammen med dem under søndagen her i Paris, og ses ellers et par gange året, fortæller Lillian Uglebjerg.
-Det var en kæmpe oplevelse at få lov til at dele Bjørns sejr i Prix d’Amerique med dem. Olle var helt stille lige bagefter, og sagde så, at det var det største, han har oplevet inden for travsporten, fortæller Lillian Uglebjerg videre.
-Vi fejrede sejren på banen indtil løbene var færdige. Derefter gik jeg, da jeg synes, at de skulle have lov til at nyde det lidt for dem selv, slutter Lillian Uglebjerg,