TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nye navne i DH-bestyrelse

af | Nyheder

I de gode gamle dage var der tradition for, at Det Danske Travselskab, der drev Charlottenlund Travbane havde en fremtrædende politiker fra Folketinget siddende i bestyrelsen. Det var enten en Socialdemokrat eller en Venstre-mand.

Hans Chr Schmidt (V)- nyt medlem af bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb

Hans Chr Schmidt (V)- nyt medlem af bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb

Nu dukker atter en fremtrædende politiker op i bestyrelsessammenhæng inden for Hestevæddeløbssporten, nemlig Hans Chr. Schmidt (V), der er tidligere Transportminister, Fødevareminister samt Miljøminister. Endvidere har han været formand for Venstres Folketingsgruppe.

I dag blev Hans Chr. Schmidt indvalgt i Dansk Hestevæddeløbs bestyrelse, hvor der samtidig også var nyvalg af Jägersro-banens tidligere meget markante formand, Claes Lundell, der også i mange år var næstformand i det svenske centralforbund.

Ny i bestyrelsen er også Leif Skov (S), der er tidligere borgmester i såvel Børkop samt i Vejle Kommuner – han har desuden bestyrelsesposter i såvel Billund Trav som i Dansk Travsports Centralforbund.

Otto Spliid, der var formand, da Dansk Hestevæddeløb blev stiftet sidste år, har trukket sig og i stedet er den hidtidige næstformand, Peter Rolin, der tidligere var formand for Klampenborg Galopbane, nu ny formand for Dansk Hestevæddeløb.

Herudover består bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb af Keld Gregersen –  tidligere bestyrelsesmedlem på NKI Racing Arena Aalborg, Poul-Erik Jacobsen, medlem af bestyrelsen på Fyens Væddeløbsbane samt Hans Erik Westerberg  – medlem af Dansk Galops Voldgiftsret, tidligere bestyrelsesmedlem i Dansk Galop.

Udover Otto Spliid er også Lundens formand Peter B. Wilhelmsen samt ”Strategimanden” Poul Lorentzen udtrådt af Dansk Hestevæddeløbs bestyrelse.