Tre nye navne indvalgt i  travsportens Hall of Fame
Komitéen bag det travhistoriske website har i dag offentliggjort navnene på tre nye profiler, der får plads i Travsportens Hall of Fame.
De tre nye profiler, to trænere og en avlshingst, var alle virksomme i slutningen af 1800-tallet eller starten af 1900-tallet, og alle tilhører dermed den periode, hvor travsporten i Danmark fortsat befandt sig i sin spæde opstart.
De tre nye THOF-profiler, der er beskrevet af Lars Donatzky og Carl Cristian Junge, er:
Træner Joe May, der vandt championatet på Charlottenlund ni gange. Den amerikanskfødte træner vandt desuden de klassiske opgør Dansk Trav Derby, Dansk Trav Kriterium og Dansk Opdrætningsløb et hav af gange.
Træner Julius Pajoncek, der opnåede store resultater såvel som træner, kusk og opdrætter, men også huskes som manden, der skaffede nogle af datidens bedste avlshingste til Danmark.
Avlshingsten The Dreamer, der blev indkøbt i Amerika for en rekordstor sum. Den blev far til mange klassiske vindere og vandt det danske hingstechampionat hele ni gange.
Du kan læse mere om de tre nye navne på www.travsportenshalloffame.dk eller www.thof.dk.