TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ny udelukkelse til FDT-formand

af | 15. okt 2019 | Nyheder

Mandag aften blev FDT-formand og bestyrelsesmedlem i Dansk Travsports Centralforbund, Jørgen B. Pedersen udelukket fra løbsdeltagelse i tre uger samt fik en bøde på 750 kroner for ureglementeret brug af pisk.

OBS Et kvarter efter denne historie gik live blev dommen omstødt _ læs her

Jørgen B. Pedersen i sin grønne og gule dragt. Foto Hesselborg Foto

-Jeg indrømmer, at det ikke ser godt ud, at jeg som formand for FDT og medlem af DTC får sådanne domme, og det bliver jeg nødt til at gøre noget ved, siger Jørgen B. Pedersen til travservice.

Mandag aften var Jørgen B. Pedersen til start på hjemmebanen i Skive med sine to heste, Tristan J B og Buzz Løgstrup.

Først fik Jørgen B. Pedersen en bøde på 750 kroner for uregelmenteret drivning på Tristan JB – det var en anden gangs forseelse, og nogle løb efter fik han tre ugers udelukkelse fra den 28. oktober for samme forseelse bag Buzz Løgstrup.

Den sidste dom var Jørgen B. Pedersens 9. for uregelmenteret drivning i 49 starter i 2019!

Også i fjor var FDT-formanden i dommerkomiteernes søgelys, idet han da fik 5 lignende domme, der kulminerede med en udelukkelse på 5 uger og en bøde på 750 kroner.

-Ja, det ser ikke godt ud, men ingen skal være i tvivl om, at jeg elsker mine heste, og de kan også godt lide mig. Jeg har aldrig slået dem hårdere end jeg selv ville kunne stå model til det.

-Jeg tror, at grunden til at jeg har fået så mange af disse straffe skyldes min dragt med grønne ærmer og gule manchetter. Det ses meget tydeligt, når jeg bevæger mig,

-Ydermere er jeg jo en stor mand, så det ser det nok mere voldsomt ud end det er, siger Jørgen B. Pedersen, der nu overvejer at anskaffe sig en ny væddeløbsløbsfarve.

Hos DTC er man opmærksom på de mange straffe Jørgen B. Pedersen har fået.

-Det er noget vi samler op på og videregiver til den erfagruppe vi har med dommermedlemmer, der så behandler sagerne, siger Klaus Storm, generalsekretær i DTC.