Den franske træner Phillippe Allaire fortsætter med at føre talentfulde afkom efter Ready Cash frem. Hans nyeste stjerne er den 2-årige Everest Vedaquais.
Fredag aften blev det første gruppe-løb for franske 2-åringer kørt på Vincennes, og her viste Phillippe Allaire-trænede Everest Vedaquais (Ready Cash) sig bedst, da den sejrede for Yoann Lebourgeois i 1.15.9/2200 m volte foran Eros du Chene (Un Amour d’Haufor) med Matthieu Abrivard i 1.16.0.
På tredjepladsen fulgte Everest de Ginai (Love You) med Gabriele Gelormini, som også trænes af Allaire, i 1.16.1.
Sejren var den fjerde i lige så mange starter for Everest Vedaquais, der foreløbig har tjent 88.200 Euro efter fredagens præmie på 36.000 Euro.
Moderen til Everest Vedaquais hedder Spandelle – og hun har Look de Star (Coktail Jet) som fader.
Dermed er Everest Vedaquais avlet på samme måde som ikonet Bold Eagle, der også er avlet på en hoppe med Coktail Jet som farfar!