Ny sejr til monté-specialist
Aarhus-hesten Valiant Dalimo var atter en tur i Norge søndag, og her vandt den sin sjette sejr i et montéløb i år.
Indtil november 2017 havde Valiant Dalimo ikke gjort meget væsen af sig i løbene, men da man omskolede den til monté-løb kom Lass Drop-sønnen på sin rette hylde.

Valiant Dalimo nåede at starte fire gange i monté i 2017 – det blev til to sejre og en andenplads.
I år er de fine takter fortsat og søndag aften vandt Valiant Dalimo, der trænes af Martinus Nørskov, sin sjette sejr i år.
Det skete på Klosterskogen i Norge, hvor Siv Emilie Løvvold red Valiant Dalimo til sikker sejr i 1.18.0a/2100 m – præmie 16.000 NOK.
Valiant Dalimo var kæmpefavorit og gav blot 1,36 som vinder!
I sine fire første år som væddeløber tjente Valiant Dalimo 31.800 kroner i sulkyløb.
Siden han kom i monté med første start den 25. november 2017 er det blevet til i alt 126.865 kroner i præmier.
Valiant Dalimo ejes af Stald Højvang og Anita Gregersen.
På Klosterskogen blev det også sejr til norskregistrerede Cliff Hydrup med den danske afstamning, Great Challenger – Nugga Hydrup. Cliff Hydrup sejrede for tredje gang i år. Joakim Hansen sad i sulkyen og vindertiden var 1.18.4a/2100 m – præmie 14.000 NK.