Trophy Catch-sønnen Special fortsætter med at tjene gode penge i de østrigske PMU-løb og vandt tirsdag aften sin fjerde sejr i træk.
Nu 8-årige Special (Trophy Catch – Ginge F), der er opdrættet af Gunnar Vedsted, har sandelig fået nyt mod på livet efter den i september måned blev solgt til Tyskland.
For sin nye tyske ejer har Special nu startet 10 gange, og har vundet 8 sejre og to andenpladser.
De sidste fire starter er sket på Krieau-banen i Wien, på PMU-løbsdage med forhøjede præmiesummer.
Tirsdag aften vandt Special med Christoph Fischer sin fjerde sejr i træk i et PMU-løb og med førstepræmien på 2.770 Euro – 20.600 kroner – har alene de fire sejre tilsammen givet 75.000 kroner i præmier.
I aftes sejrede Special sikkert i en meget tung bane i 1.20.4a/2600 m og var spillet helt i bund til 13:10.