TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ny driftstilskudsmodel presser Lunden

af | Nyheder

Fra Nytår 2023 har Dansk Hestevæddeløb indført en ny model for driftstilskud til landets væddeløbsbaner, og det betyder bl.a.  at Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane og træningscentret Skovbo Trav, beskæres.

Igennem længere tid er der blevet gået som katten om den varme grød når det gælder den økonomiske fremtid for landets største travbane, Charlottenlund Travbane, der drives af foreningen Det Danske Travselskab.

Formanden for Travselskabet, Henrik Johannsen har været meget tavs og henvist til at der fortsat foregik forhandlinger med såvel Dansk Hestevæddeløb som Dansk Trav og Galop Union (DTGU) – sidstnævnte sidder i princippet på pengekassen, for det er DTGU der modtager det årlige statslige tilskud samt sportens generelle indtægter fra f.eks. Sveriges-aftalen.

I dag har Dansk Hestevæddeløb udsendt en pressemeddelelse, hvor man orienterer om ”Driftstilskudsmodellen i Dansk Hestevæddeløb” – og i et speciel afsnit – særligt omkring Lundens tilskud.

Der offentliggøres intet tal for hvor stort driftstilskud Lunden årligt nu modtager, men derimod fremgår det af pressemeddelelsen følgende

Dog skal DTS have mulighed for at tilpasse sig de økonomiske konsekvenser af den nye driftstilskudsmodel, og der er med udgangspunkt i de af DTS udarbejdede prognoser for 2023-2025 besluttet en økonomisk overgangsordning.

Denne består i, at der for 2023 ydes et ekstraordinært driftstilskud på 900.000 kr. samt, at DTGU over en treårig periode yder rentefrie lån på 3 mio.kr. som delvis kompensation for det reducerede driftstilskud.

Det ser ud som om, at Dansk Hestevæddeløb tager med den ene hånd, og giver med den anden!

Men kun tilsyneladende!

For ifølge såvel John Kirketerp, formand for Dansk Hestevæddeløb og Claus Kolin, direktør i DTGU, er den nye model for driftstilskud opbygget af en række elementer, hvor banerne får mulighed for at opnå yderligere tilskud, hvis de opfylder nogle krav.

-Men indrømmet, umiddelbart rammer den nye beregningsmetode Lunden hårdt, siger Claus Kolin.

Hvor meget grundbeløbet til Lunden udgør i 2023 har ikke været muligt at få oplyst, men det er det beløb + de 900.000 kroner i ekstra driftstilskud for 2023 samt de elementer, der udløser ekstra driftstilskud, som Lundens bestyrelse har at arbejde ud fra.

I 2022 fik Lunden i alt 6.5 millioner kroner i driftstilskud.

Udover det ekstra driftstilskud på 900.000 kro er for året 2023 har Lunden fået tilsagn om et rentefrit lån på 3 millioner kroner.

I en senere artikel ser vi nærmere på, hvad det er for områder banerne vil kunne opnå ekstra driftstilskud på.

Men her er den udsendte pressemeddelelse – klik her