I går blev det kendt, at dansk hestevæddeløb har en ny dopingsag, idet galophesten Frost er testet positiv efter et løb på Klampenborg Galopbane den 15. oktober.
Den 4-årige skimlede vallak, Frost, der tilhører Stengården I/S og trænes af Allan Thelix, testede positiv efter en rutinemæssig dopingprøve – taget på foranledning af HFF – efter et løb den 15. oktober på Klampenborg Galopbane.
Her sluttede Frost på en tredjeplads i et felt på fem heste.
Foreløbig er A-prøven analyseret, og den viste sig at indeholde præparatet Fentanyl.
En søgning på google efter Fentanyl viser, at det er et meget stærkt bedøvende medikament, der er 100 gange mere virksom end f.eks. morfin.
I Danmark er Fentanyl udelukkende kendt som et human-præparat, men en yderligere søgning på google afslørede, at det kendes i Frankrig til smertebehandling af såvel heste som hunde.
Det er første gang i mange år, at der konstateres en positiv dopingprøve inden for dansk galopsport.
Den sidste jeg mindes var den gode hest Mads Bomstærk, der engang i 1990-erne testede positiv fordi dens træner havde smurt den i næseborene med lidt mentholsalve!
Dansk Galop, der er galopsportens svar på Dansk Travsports Centralforbund, udsendte i går følgende pressemeddelelse:
En prøve taget af FROST i forbindelse med hestens start på Klampenborg Galopbane den 15. oktober er testet positiv for præparatet Fentanyl.
Som led i efterforskningen i sagen har repræsentanter for Dansk Galop og Skandinavisk Dopingkomité foretaget uanmeldt besøg hos hestens ejer og træner Allan Thelix, som har afgivet forklaring. Man afventer nu resultatet af B-prøven, hvorefter sagen vil blive behandlet i Skandinavisk Dopingkomité, som vil komme med en indstilling til Dansk Galop.
Dansk Galop har ikke yderligere kommentarer, så længe sagen er under behandling.