Selv om Nuncio ifølge Stefan Melander kun er 65% i form, så er den alligevel kæmpefavorit i V86-spillet i aften på Solvalla.
Selv om Nuncio kun løber på ”tre cylindre” i aften, så er den alligevel klar favorit til at vinde V86-6 på Solvalla i aften.
Onsdag eftermiddag var Nuncio afkrydset på ikke færre end 92% af de spillede kuponer – dem var der over 41.000 af.
Det er anden gang i år Nuncio er til start og som sædvanlig er det Ôrjan Kihlström, der sidder i sulkyen.
Distancen er 1640 meter auto og parret har trukket spor 1.
Nuncio stiller til start med 14 sejre i træk og har i alt vundet 38 sejre i karrieren. Og hidtil har den ikke været uden for totalisatorrækken.
-Nuncio har trænet fint efter sæsondebuten på Axevalla. Han er vældig let at træne og køres hver eneste dag, siger Stefan Melander til svenske Kanal 75.
-I fredags gik han hurtigt med intervaller på ligeudbanen og mandag fik han let træning. Da sneede det, men det er heldigvis væk. Nuncio kan ikke lide sne, og det kan jeg heller ikke, siger Melander.
-Jeg kører ham aldrig for fuldt i træning og han løber faktisk bare og leger. Det lader jeg ham gøre, for han er meget speciel denne hest – han kan også finde på at galopere og gør i det hele taget som han selv vil. Det er ikke som at køre Uncle Lasse, der går fremad hele tiden, tager lange skridt og er helt perfekt. Nuncio har altid et eller andet han skal få øje på, og akn finde på at stoppe op, men sådan er det med heste. De er så forskellige.
-Nuncio er i hvert fald særdeles god. En ret fornuftig hest, der er meget rolig. I opvarmningen imponerer han ikke, men når han kommer op bag startvognen tager han sig sammen. Så ved han., det er alvor, siger Stefan Melander videre.
Om Nuncios form inden løbet i aften siger Melander:
Nuncio føles fin, men han er ikke i topform endnu. Han var vel 60% i sæsondebuten og bør vel ligge på 65% nu. Han har i hvert fald grundkapacitet som rækker her og vil gå et godt løb. Han går med sko på alle fire hove og har vundet næsten alle sine løb med sko. Hesten er sikkert for glad, at han nu slipper at gå med tunge vintersko!
-Vi sigter mod en start i Olympiatravet, hvis han fortsat er fin, og det er min tanke at starte ham i finalen på Solvalla den 1. april, som er et udtagelsesløb til Olympiatravet, siger Stefan Melander til kanal 75


