TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nu kører det for Peter Jensen

af | Nyheder

Efter nogle lidt “stille” måneder har Peter Jensen igen fået gang i stalden med andenplads i Dansk Hoppe Derby og hattrick i Århus. 

De sidste to år har Peter Jensens stald vundet næsten 70 løb om året og hvert år siden han startede som træner i 2014, er det blevet til over 2 millioner i indkørte præmier, men i år har det knebet lidt mere med at få gang i sejrene – omend det trods alt er blevet til 24 sejre og ca. 1,1 mill. kr.

-Vi har haft mange heste, der har døjet med infektioner og har derfor manglet en kontinuitet i stalden, indleder Aalborg-træneren.

-Men derudover har vi faktisk forsøgt at få hestene til at toppe lidt senere på året. Tidligere har vores heste gået godt i Grand Prix’erne, men til gengæld været dårligere sidst på sæsonen. Nu har vi prøvet at intensivere træningen på en anden måde og Caroline K’s andenplads i Hoppe Derbyet tyder på, at det virker.

Caroline K blev overraskende nummer to i Dansk Hoppe Derby bag Commit Boom Bay efter mesterlig kørsel af Mads Hvid Nielsen, som satsede offensivt fra start og kørte til spids fra spor 8, for snart efter at slippe til storfavoritten. Dén taktik gav en andenplads og 143.000 kroner.

-Caroline K var vel den største overraskelse i Derbyweekenden og vi er allesammen utrolig glade for hendes flotte præstation. Hun har taget Derbyet fint – trænede i fredags, hvor alt virkede perfekt, og skal gå sit næste arbejde i dag, siger Peter Jensen.

-Næste opgave for Caroline K bliver Aalborg Store Pris Hoppechampionat og derefter gælder det Grand Circle 4-års Hoppechampionat.

Flittighed belønnes
Fredag snuppede Stald PJ et flot hattrick på Jydsk Væddeløbsbane, hvor Mads Hvid Nielsen sejrede med hhv. Moliere (Echo) og Mr Panamera (S J’s Photo), mens amatørkusken Mads Henriksen vandt en indledende afdeling af ATAK’s Fødselsdagsløb med Giggs Boko (S J’s Caviar).

Giggs Boko – kneben forhåndsfavorit til finalesejren i ATAK’s Fødselsdagsløb. Foto: Ole Hindby

Sidstnævnte er nu blandt forhåndsfavoritterne i ATAK-finalen den 21. september, selvom Giggs Boko igen bliver belastet med 60 meters tillæg.

-Jeg tror faktisk, at 2300 meter i finalen er en fordel og er overbevist om, at Mads ikke vil bytte med nogle af de andre, smiler Peter Jensen, der som de fleste andre trænere er rigtig god til at fremhæve sit personale når det går godt for stalden.

-Mads Henriksen har været ansat i weekenden og ham og hans familie, dvs. hans far, Ole, og to søskende, Lotte og Emil, er blandt dem, som altid træder til når der er brug for hjælp. De gør et stort stykke arbejde og det vil jeg gerne belønne med f.eks. at gi’ Mads en god køretur med Giggs Boko.

Fire på stribe
Staldens sejrshest nummer ét i øjeblikket hedder Mr Panamera, der fredag tog sin fjerde sejr på stribe efter en ny overbevisende indsats.

-Mr Panamera har vundet ni af sine 10 sejre for os og yderligere fået fire andenpladser i i alt 15 starter, så det synes jeg godt vi kan være stolte af, siger Peter Jensen.

Mr Panamera. Arkivfoto: Ole Hindby

-Han kom i sin tid til os fordi han kun kunne gå højre rundt og derfor har Mr Panamera kun startet i Århus, men vi har talt om, at han snart skal prøves på andre baner. Det er en rigtig fin hest med god lungekapacitet og jeg tror han kan nå et stykke vej.

Mange godkendte 2-åringer
Peter Jensens staldliste tæller pt. 42 heste, heriblandt 10 2-åringer, hvoraf Ela Gammelsbæk og Epos Østervang har startet på nuværende tidspunkt.

-Jeg er jo ikke en udpræget “2-årstræner” så jeg er egentlig godt fornøjet med, at vi har fået godkendt halvdelen og har startet et par stykker, siger Peter Jensen.

-Der kommer nogle flere i løbet af efteråret, så de får lov til at snuse lidt til det, men ellers skal vi bare træne videre vinteren over og på længere sigt tror jeg vi får nogle gode heste.

-Blandt 3-åringerne er der flere “boblere” i årgangssammenhæng. Dicte Skovsende var f.eks. senest var nummer to i Derbyweekenden og gik rigtig godt, mens Dark Dust har fået en skade og ikke kommer til start mere i år.

-Ellers synes jeg vi har en udmærket stald med både ungheste og ældre heste. Det er klart, man godt kan mærke, at vi ikke længere har de gamle hædersheste som Gigant Slugger og Tango Vang, der er forsvundet ud af stalden, så vi kommer ikke så meget rundt som tidligere. Men det gælder ikke om at tænke på det vi ikke har, men på det vi har og få det bedste ud af det, slutter Peter Jensen.