TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nu har Aalborg flest trænere

af | Nyheder

I dag bliver Jesper Olsen ny professionel travtræner med tilknytning til Racing Arena Aalborg. Dermed er Aalborg-banen den danske væddeløbsbane med flest tilknyttede travtrænere.

Jesper Olsen – ny træner i Aalborg. Foto Ole Hindby

Med Jesper Olsen med trænerlicens fra i dag, lørdag den 1. september, er der nu 18 professionelle travtrænere tilknyttet Racing Arena Aalborg – det meste på nogen dansk travbane.

Ifølge travbanen.dk er der 17 trænere tilknyttet Charlottenlund Travbane.

Jesper Olsen, der om et par uger fylder 50 år, er kendt i travsportskredse i Aalborg, idet han er opvokset  i travmiljøet og kommet på banen siden drengeårene.

Hele familien Olsen er travinteresserede – faderen Arne Olsen har haft heste i mange år og såvel søskende som fætre og kusiner er også involveret i travsporten.

I nogle år arbejdede Jesper Olsen i tysk travsport, men for nogle år siden vendte han tilbage til Danmark, og han  har arbejdet som unghestetræner, først hos Bo Westergaard og siden hos Peter Jensen.

-Jeg har haft en god tid hos Peter Jensen, hvor jeg stod for unghestetræningen med base på Stutteri Spring Tårs, men nu synes jeg, at jeg har lyst til at stå på egne ben, siger Jesper Olsen til travservice.

-Jeg har nyligt købt en gård ved Brønderslev, hvor der er i alt 17 bokse. Der er en 1100 meter rundbane og en 800 meter ligeud bane og så er jeg i gang med at anlægge en sandgrubbe, fortæller Jesper Olsen videre.

-Endnu har jeg ikke fået nogle heste ind, men jeg har lovning på to-tre ungheste fra Tyskland, og så håber jeg håber at få nogle fra Norge. Endelig er der jo snart auktion i Aalborg, så måske kan der komme nogle åringer derfra.

-Jeg har sat træningsprisen til 180 kroner + moms om dagen. Det kan ikke gøres billigere, når hestene skal have ordentlige forhold, foder samt træning og pasning, siger Jesper Olsen videre.

-Jeg tror meget på mit koncept med ungheste, der viste gode resultater f.eks. med den første årgang jeg lavede for Bo og Peter. Den indeholdt heste, der blev millionærer, siger Jesper Olsen.

I fjor gennemgik Jesper Olsen flere operationer for diskusprolaps ligesom han fik to nye hofter.

-Og nu føler jeg mig som genfødt. Ja, jeg har vel næsten aldrig haft det bedre, og glæder mig til at komme i gang med arbejdet som træner. Jeg elsker at arbejde med de unge heste, men ser da også gerne tre-fire startheste i stalden, men det er især de unge heste, jeg kan lide at arbejde med, siger Jesper Olsen.

Selv har Jesper Olsen åringen Fernando, der er efter Ens Snapshot -Odille, ligesom han har to følhopper, Birthe Vang og Anemone Vang, der begge er i fol ved Ens Snapshot.

-Jeg synes Ens Snapshot er alle tiders avlshingst. Hans afkom er lette at arbejde med, og de har talent, siger Jesper Olsen.

Birthe Vang (Credit Winner) og Anemone Vang (Lindy Lane) har begge L’Amour November som moder, og hun har tidligere født bl.a. Tango Vang (Lindy Lane) 1.11.0 – 1.001.872 kr., Rasmine Vang (Lindy Lane) 1.13.7 – 749.736 kr. og Mega Vang (Viking Kronos) 1.14.1 – 546.071 kr. så der er gode blodlinjer at bygge på.