TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nu afskaffer Aalborg også kontant-spil

af | Nyheder

På Klampenborg Galopbane har det siden sæsonstarten i april kun været muligt at spille digitalt – nu bliver Racing Arena Aalborg den næste danske hestevæddeløbsbane, der afskaffer kontant spil – og flere kommer efter.

De store sager med hvidvaskning af milliarder af kroner har fået en direkte betydning for oplevelsen af at deltage i totalisatorspillet på en væddeløbsbane.

Væk med kontanterne og i stedet skal alt spil foregå digitalt, hvor det kan registreres!

Og det er i øvrigt ikke blot på grund af hvidvaskning af sorte penge, men også for at komme ludomani i forkøbet.

Uanset om man kan lide det eller ej, så bliver det på et tidspunkt et krav til landets væddeløbsbaner, at alt spil skal registreres – og det vil populært sagt sige, at der udelukkende kan spilles digitalt.

Det skal foregå på din mobil Ipad/tablet eller på en af de totostandere, der er opstillet fra Derby25 på banerne.

Men så langt er vi endnu ikke på landets travbaner – endnu.

Onsdag meddelte Racing Arena Aalborg, at man afskaffer kontant spil på banen.

Det er dog en sandhed med modifikationer, for i Spil-Inn butikken, der udgør en væsentlig del af underetagen i tribune/restaurationsbygningen, vil man fortsat kunne spille såvel mundtligt som kontant!

Men alle øvrige steder på banen i Aalborg, hvor der har været toto-sælgere, nedlægges.

Når Racing Arena Aalborg, som den første af landets travbaner har besluttet at lukke de betjente totalisatormaskiner, skyldes det i første omgang økonomi.

Væddeløbsbanerne provision af banespillet er sat ned til kun 4 %.

-Vi har i 2022 i gennemsnit haft et underskud på 3.000, – kr. pr. løbsdag på banespillet, og det vil derfor være økonomisk uansvarligt bare at forsætte, siger Henning G. Jensen, formand for Racing Arena Aalborg

-Vi har 22 løbsdag i andet halvår, og vi kan dermed se ind i et samlet underskud på banespillet på over 100.000, – kr. hvis ikke vi gør noget.

-Vores beslutning vil selvfølgelig medføre gener for en mindre del af vores gæster, der ikke er fortrolige med at skulle bruge telefon/tablet til spil, men de kan så glæde sig over at det forsat er muligt at spille mundtligt i Spil-Inn butikken, ligesom deres selvbetjeningsautomater selvfølgelig også er åbne på løbsdagene, siger banechef Lars Hellerup

På et tidspunkt inden for det næste år ventes Folketinget at vedtage en lov, der påbyder at alt spil skal registreres – det vil sige at man enten skal spille på sin mobil Tablet/Ipad/ PC eller have et spilkort, der identificerer dig ved spil på en terminal på f.eks. en væddeløbsbane.

Fra 1. juli begynder den digitale tidsalder så småt at slå igennem i totalisatorsystemet i Aalborg, og de øvrige baner vil følge efter.

Bare vent og se.