TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Noteret fra Solvalla, lørdag

af | 26. maj 2019 | Nyheder

Vi blev hjemme – overraskelser – Gocciadoro har ikke lært lektien endnu.

Travfesten på Solvalla er i gang og når søndag eftermiddag et klimaks, der er programsat til klokken 17.30 – nemlig tidspunktet for Elitloppets finale.

Men meget drama kan have udspillet sig forinden.

Hvor mange kommer til Solvalla i dag?

Lørdagens tilskuertallet fik et pænt dyk nedad i forhold til tidligere år.

Der kom 16.254 til Solvalla lørdag eftermiddag.

Det er 4.600 færre end året før!!

En nedgang på over 22%!

I forhold til 2017 er tilbagegangen endda mere grel – her kom der nemlig 26.442 tilskuere til lørdagens løb på Solvalla, men det har siden vist sig at tallene fra 2017 og tidligere ikke har været helt pålidelige.

Med en nedgang fra i fjor på 22% er bemærkelsesværdig – og helt sikkert et signal, der bør tages hånd om.

Er det for dyrt at komme ind? Er priserne for mad og drikke skruet for højt op? Er tilskuerfaciliteterne utidssvarende for travgæsten anno 2019?

Og så er der det med, at man skal registreres for at kunne spille i banens totalisator!

Og apropos toto-spillet, så findes der ikke længere nogen samlet opgørelse over omsætningen.

Svensk Travsport er blevet ”spil-forskrækket” efter hestespillet er blevet liberaliseret, og tør derfor ikke offentliggøre hverken odds eller omsætning fra den største – og stort set eneste udbyder af toto-spil – ATG.

Vi har set på omsætningerne i de spilleformer, der omfatter flere løb – dvs. V75- V5, V4, DD etc. og i år er der omsat for 145.4 mio. kroner i de spilleformer mod 155.6 mio. kroner i de samme spilleformer i fjor.

Det giver et minus på 8,1%, men det er værd at bemærke, at der i fjor var en jackpot-pulje i V75-spillet, der betød at omsætningen alene i den spilleform nåede 126,4 mio. kroner mod 117.3 mio. kr. i år – en tilbagegang på 7.2%.

Så uanset hvad, så er der et fald i omsætningen i disse spilleformer vi har set på i år contra i fjor.

Staro McMillan bliver nummer to.

Set ud fra et dansk synspunkt var lørdagen fin med to andenpladser til Steen Juul med hhv. Victory Island og Staro McMillan – ja, vi havde jo ellers gerne set sidstnævnte vinder, men at præstere 1.11.1a/2140 m er trods alt klart godkendt af den 4-årige hingst.

Til gengæld faldt dagens tredje danske islæt, C D med Jos. Verbeeck igennem i stayerløbet, Harper Hanovers Lopp.

C D var endda spillet til favorit i V75-spillet, men den lille hoppe hang på en line og galoperede som en slået hest i sidste sving for sin gæstekusk, Jos. Verbeeck.

Verbeeck indkasserede i øvrigt en bøde på 9.000 kroer for at køre i halvspor med C D!

Løbet var tæt på at have givet en ny sejr til Copenhagen Cup-vinderen Handsome Brad med Carl Johan Jepson, der var førende ind i opløbet, men op mod mål blev parret overspeedet af Eelis med Olli Koivunen, der sejrede sikkert i 1.13.1/3140 m.

Harper Hanover-vinderen Eelis på æresrunde. Foto Kanal 75

Eelis trænes af Timo Nurmos, der også sendte Viking Brodde ud som vinder denne lørdag.

I dagens andet hovedløb, finalen i Sweden Cup viste italienske Alessandro Gocciadoro endnu engang at hans temperament i en opløbsfinish er svært at styre.

Tapre Arazi Boko fik endnu en gang en røvfuld af ”gul mand”, da den sluttede på fjerdepladsen i 1.09.8a/1609 m – det kostede Gocciadoro en bøde på 6.000 kroner samt en udelukkelse på tre dage.

Nu var Gocciadoro ikke ene om at få en piskebøde i det løb – det fik såvel Ulf Eriksson, der kørte den overraskende vinder Queer Fish samt Johan Untersteiner, der kørte Cyber Lane, også.

Deres straffe var på samme størrelse som Gocciadoros, men deres opførsel i sulkyen var ikke nær så grov som italieneren.

Queer Fish kom til finalen efter en tredjeplads bag Cyber Lane, der vandt i 1.10.9 foran Chief Orlando i 1.11.0. Queer Fish på tredjepladsen løb 1.11.2.

De to andre kvalifikationsløb vandtes af hhv. Dante Boko med Adrian Kolgjini og af Lexus Dream med Ari Moilanen, begge i 1.10.7.

Cyber Lane var favorit i finalen, men blev først nedkæmpe af norsk/finske Chief Orlando og helt udvendigt kom Queer Fish med Ulf Eriksson flyvende og sejrede i dagens hurtigste notering 1.09.7a/1609 m.

Queer Fish flyver lavt ude i banen og vinder Sweden Cup. Foto Kanal 75

10-årige Queer Fish, der er efter Varenne, trænes af Magnus Träff og fik 600.000 SEK for sejren.

Som vinder gav den 47,46.

Og så er vi ved at være klar til Elitlopp-dagen, hvor 1. løb starter klokken 12.40.