Høj sol, stort fremmøde på publikumspladserne og fin sport på travbanen.

Nykøbing F Trav kom fint fra start på flere parameter, da man søndag eftermiddag indledte sæsonen 2022.
Vejret – ja, det er man ikke herre over, men det var rigtig fint.
Og en aktiv indsats på Facebook og i lokalområdet gav respons og betød, der at der alt besat i banens restaurationer og der skønnes i alt at have været 500-600 til trav på Falster.
Det er et antal, der er bemærkelsesværdigt!

Det store fremmøde afslørede dog også de udfordringer de danske trav- og galopbaner har – ikke mindst når det drejer sig om spil i Totalisatoren.
Ja, Totalisatoren som vi har kendt den altid er jo en saga blot, og alt spil skal foregå digitalt.
Det forstår nye publikummer ikke – og det betyder, at væddeløbsbanerne har brug for mange frivillige til at hjælpe til med at få placeret spil.
Men det er jo bare ikke lige…
Har man ikke en konto i forvejen hos Dantoto eller Derby25 – ja, så skal der bruges et Mit ID til at oprette en konto.
Og det er ikke alle, der har den information tilgængelig.
Desuden er der udfordringen med datakraft.
Ikke alle har data med i deres mobil abonnement, og banernes Wi-Fi er ikke alle steder kraftigt nok til at klare den belastning, der kan komme, når alle skal gøre indskud næsten samtidig til et kommende løb.
Men nok om det.
På travbanen brillerede Rene Kjær og Rene Jonassen ved hver at vinde to løb.

Foto Danny Stenbæk
Sidste års champion, Rene Kjær vandt først med den veludseende KTAS-hest, Hansi Gejs (O’Grady), der sæsondebuterede i 1.16.2a/2140 m og siden med Emojis lillesøster, Iloveyoubutcher (Dominion Beach), der sejrede i 1.19.9/2140 m.
Begge heste trænes af Magnus Ladegaard.

Rene Jonassen kom på æresrunde med Good Luck (Readly Express), der trænes af kollegaen Anders F. Jensen – Good Luck sejrede i 1.18.4a/2140 m og derefter med Steen Haagensens Cuba (Pearsall Hanover), der denne gang opførte sig eksemplarisk og vandt i 1.16.7a/2140 m.

Løbsdagen var tæt på at blive indledt med en overraskelse, idet Elsa Park med Arvid Olsen – spillet til 15 gange pengene var førende fra start og indtil ganske kort før mål.
Her blev de fanget af storfavoritten L’Amiral Propul (Propulsion) med Henrik Thomsen, der sejrede i 1.17.5a/2140 m

I 4. løb blev der sat banerekord, da sæsondebuterende Hector Boko (Going Kronos) med Søren Johansson sejrede i 1.13.9/1660 m.
Outsideren Voltaire Hill med Jörgen Sjunnesson var førende ind i opløbet, men Hector Boko gik forbi til let sejr – en vinder til 6 gange pengene!
Parret Lisbeth Nøhr og Nicolai Olsen er sikkert velfornøjede efter løbsdagen.
De vandt begge løb.
Først Lisbeth Nøhr med Alberte Mols (Double Player) og siden gemalen med Bella Damgård (Earthquake).
Nicolai Olsen var også nummer to med Gogo Park, som var meget tæt på at fange Good Luck med Rene Jonassen i 2. løb.-
