Er Epic alle tiders hurtigste danske 2-årige debutant – Kolberg har sine heste i topform – Kuk i tidtagningen – og må Nicolai Andersen køre mod hustruens hest?
Fredagens løb på Lunden blev indledt med et løb for 2-åringer, der vandtes sikkert af Erling (Great Challenger) trænet af Henrik Thomsen og kørt af Jørgen Sjunnesson.
Erling, der er lillebroder til bl.a. Børge, debuterede tidligere i denne måned med en sikker sejr på Falster, og leverede denne fredag en femstjernet præstation på Lunden, hvor den en stor del af løbet sad i dødens på den førende Encore Simoni.
Med 600 meter tilbage trykkede Sjunnesson sig til spids, og Erling kunne vinde sikkert i 1.17.2a/2000 meter. På andenpladsen kom debutanten Epic (Dream Vacation) med Ken Ecce, der noteredes for 1.17.8a/2000 meter – og det er muligvis den hurtigste notering af en dansk 2-åring i debuten på normaldistance.
Også tredjehesten i løbet, Enjoy the Game (Ens Snapshot) med Steen Juul leverede en fin indsats, idet den blev fanget bag den trætte Encore Simoni på sidste langside, og måtte bakkes fri. Herefter leverede Encore Simoni en fin afslutning. På fjerdepladsen gik endnu en debutant, Eistee Bakkely (Juliano Star) med Kenneth Nielsen og trænet af Per Sørensen også fint og noteredes for 1.18.7.
Kenneth Nielsen og Per Sørensen havde endnu en hest til start senere på dagen, nemlig Bailey Bakkely (Andover Andover), der kunne vinde helt efter behag i 1.16.5a/2000 m.
Søren Kolberg har sine tre heste, Cody, Fusion Scoop og Star McMillan i topform i denne tid.
Staro McMillan kom ikke blot i overskrifterne herhjemme efter sin imponerende sejre på Jägersro i tirsdags i 1.14.1/2140 m volte – i Sverige vakte præstationen også opmærksomhed og den anerkendte travsportsjournalist, Bent Adielsson i Expressen har endda forsøgt at omsætte Staro McMillans præstation på Jägersro til The Meadowlands og på en mile (1609,4 m) til 1.10.5!
Kolbergs anden svenske 3-åring, Fusion Scoop (Quarcio du Chene), som han købte på samme auktion som Staro McMillan. Fusion Scoop var bare meget billigere, idet den kun kostede 25.000 SEK, hvor Staro McMillan kostede 425.000 SEK.
Fusion Scoop med Steen Juul i sulkyen var totalt overlegent i 2. løb, hvor den sejrede i 1.14.4a/2000 m, mens nummer to, Big Business med Jeppe Rask noteredes for 1.15.1.
På Dommerrapporten er afstanden i mål angivet til at være 2 længder.
Hvis det er korrekt, så passer de angivne tider ikke!
Forskellen mellem 1.14.4 og 1.15.1 er 0,7 sekunder – og det svarer til at Fusion Scoop skulle have været 20 meter foran Big Business i mål.
Enten er tiden for Scoop Fusion forkert eller også er tiderne for Big Business og de øvrige heste i løbet forkerte.
For mig er der ingen tvivl om, at der er kuk i tidtagningen i dette løb, for Big business var kun to længder efter over mål!
Men uanset hvad vindertiden er/var for Fusion Scoop, så var det en fin præstation den 3-årige hingst leverede.
Det var der også andre der gjorde denne dag.
Cassiopeia (Quaker Jet) med Nicolaj Andersen har tidligere vist, at hun ynder sprinterdistancen, og 6. løb sad hun i spids fra start og vandt ganske let i 1.13.6a/2000 m.
Nu bliver det i næste start Hoppe Derbyprøven for Cassiopeia, der trænes af Pia Andersen – Nicolajs hustru.
Her skal Nicolaj Andersen køre Commit Boom Bay, men selv om Cassiopeia ejes af hans hustru og datter, så kan han godt køre mod denne.
Engang var det ikke muligt at køre mod heste ejet af nære familiemedlemmer, men det er ikke længere tilfældet.
I DTCs reglement står der nu i Paragraf 36:
En kusk/rytter må ikke køre/ride en anden person tilhørende hest mod hest, der er helt eller delvist ejet af kusken/rytteren, med mindre denne køres/rides af en delejer. En licensindehaver må ikke køre/ride en af en anden licensindehaver trænet hest, mod hest, som vedkommende selv har i træning. Med mindre denne hest køres/rides af sin hel/del-ejer, eller en jockey med licens ved den pågældende træner.
Fra løbsdagen noterer vi også, at Cody S med Rene Jonassen vandt kort, men sikkert foran A Sweet Word med Jørgen Sjunnesson. Cody S, der er helbroder til topheste som Oracle og Standout, sejrede i 1.15.3a/2000 m uden at være kørt i bund.
Det var der andre vindere, der heller ikke var.
Steen Juuls Ambra Godiva (Torvald Palema) lå ganske vist meget hårdt på biddet, den første kilometer, men hun holdt hele vejen hjem til sikker sejr i 1.14.3a/2000 m foran Botox med Axel Jacobsen i 1.14.6.
Heller ikke vinderen af 9. løb, Talisman B (Imposant Sund) med Niclas Steinlein havde de store problemer med at vinde, og sejren har nok været ekstra populær på staldterrænnet, idet hesten ejes af Charlottenlund Travskole!