Det blev en favoritparade – atter stort besøg til en travdag – og en oddsindikator der virkede!

80 kroner i gevinst i V5-spillet – 177 kroner i gevinst i V4-spillet.
Syv favoritter, to næstfavoritter og en tredjefavorit.
Sådan var dagens ni vindere spillet vinderspillet.
Som jeg var inde på i forskræppet til løbsdagen, er V4-spillet nu den største V-spilleform på danske løbsdage (uden V65 eller V75).
Selv om V5 var begunstiget af at starte i 2. løb standsede omsætningen ved 283.384 kroner, mens V4-spillet, der først sattes i gang i 4. løb, nåede en omsætning på 307.120 kroner.
At gennemsnitsbonnen i V4 var større end i V5-spillet er ikke mærkeligt i og med at mindste indskud pr rækker er på 2 kroner i V4 og 1 krone i V5.
I V4 var gennemsnitsbonnen på 37,42 kroner, mens den var på 27,77 kroner i V5.
Det hænger dog også sammen med, at der blev spillet 20% flere V5-kuponer end V4-kuponer.
Men spillerne er altså klar til at satse mere i en spilleform, der ikke blot har et større indskud pr kombination, men også har en større tilbagebetalingsprocent.
V4: 75% tilbage til spillerne
V5: 65% tilbage til spillerne.
På The Meadowlands har man med succes banket tilbagebetalingsprocenten op i lignende spillerformer, så her får spillerne 85% tilbage!
Det kan godt være at majoriteten af spillere ikke tænker over tilbagebetalingsprocenter, men det gør de, der virkelig vil satse – og det er en gylden regel, og jo flere penge, der kommer ud i gevinster – jo, mere bliver der spillet i de følgende løb.
Og desto mere tjener spilleselskaberne.
Michael Lønborg og Birger Jørgensen vandt hver to løb som kuske – og Lillian Uglebjerg fik to løb til stalden som træner.

Michael Lønborg kunne igen vinde en meget let sejr med egentrænede Holger Danske (SJ’s Caviar), der ejes af den svenske hestesportsjournalist, Bengt Adielsson.
Holger Dansker, der er trekvartbroder til Eddie the Eagle, har nu vundet fire sejre i træk efter en andenplads i debuten.
Denne gang var Holger Danske nede på 1.15.4a/1800 m og så begynder det jo at ligne noget a la årgangssammenhæng – så meget mere som sejren var sikker foran Holiday med Jeppe Juel i 1.15.7.

Michael Lønborgs anden dagssejr var også sikkert. Det var med Bjarne Eriksens Ginger Ice (Great Challenger), der i karrierens 30. start nu kom først over målstregen i 1.17.8a/1800 m.
I dette løb udgik de to storfavoritter – Jigger havde feber og var slettet inden løbet – Hakunamatata W blev halt på venstre bagben under opvarmningen kort før løbsstart og Jan Dahlgaard valgte derfor at køre i stald.
Så var vejen banet for karrierens første sejr til Ginger Ice, der også havde favoritværdigheden i løbet.
Birger Jørgensen kom på æresrunde i 7. løb med Juan, der nu fik karrierens første sejr i sjette start.

Juan, der trænes af Morten Juul, er helbroder i blod til Derbyfavoritten Howlingatthemoon, unghestestjernen Dontpaytheferryman samt til jævnaldrende Justlikejessejames.
De nævnte har alle Cantab Hall som far – Juan har Earthwindnfire AP som mor og hun er helsøster til Nobodybeatsthebeat, der er moder til Howlingatthemoon og co.
Juan, der er opdrættet af Stutteri Shadow, vandt i 1.17.8.

I 8. løb var der gensyn med sidste års sejrshest, Gordon Dahl-trænede Borups Viking med Birger Jørgensen, der legende let var tilbage i vinderens rolle i 1.14.2a/1800 m foran Leading Tile med Christina Olsson, der overtog føringen efter 500 meter.
En anden sejrshest kom også på æresrunde.
Det var Twin Peak (Adam’s Peak) med Rene Kjær, der tog sin tredje sejr i træk i Aarhus og femte sejr i træk i år!
Jeg synes dog at Twin Peak virkede lidt mere kantet i gangen i denne start, men den vandt meget sikkert i 1.16.3a/1800 m.
Lillian Uglebjerg har fortsat fuld fart på sin stald.
Hun starter på alle danske baner og når også ture til Sverige ind i mellem.
Og hestene er i fin form.

Da Rene Kjær skulle køre Henri Cloc i 4. løb, havde Kasper Foget fået tjansen bag Uglebjergs Lady LL (SJ’s Caviar) og han kvitterede med at nedkæmpede næstfavoritten Florican Rold med Steen Juul, der ellers så ud til at skulle vinde midt i opløbet.
Lady LL, der i fjor vandt fem sejre i 10 starter, fik årets første sejr hjem i 1.15.5a/1800 m – og det var samtidig Kasper Fogets første sejr i 2023.
Anden dagssejr til Uglebjerg-stalden kom i 9. løb, montéløbet, med Marilyn redet af Nicole Marsing indfriede favoritværdigen.
Fra start lagde 18-oddseren Crazy Horse med Laura Gregersen hårdt ud og feltet var spredt over 150 meter.
Marilyn havde vel en overgang 40-50 op til den førende, der imidlertid hentede sig selv.

Marilyn (Farifant) og Nicole Marsing holdt et stabilt tempo hele vejen og sejrede med kræfter i beholdt i 1.16.6a(1800 m.
Henrik Lønborg har en spændende hest i den 3-årige Heart of Steel, der nyligt debuterede, men galoperede.
I dag havde den også en galop, men kunne vinde sikkert i 1.19.6/1820 m.
Heart of Steel fik spids foræret med 800 meter tilbage, hvor førende Joyner med Birger Jørgensen galoperede.

Foto Ole HIndby
Heart of the Steel er efter tophoppen Nanny Fine – hendes første afkom var Destiny (Explosive Matter) 1.14.6 _ 428.500 kroner og siden har hun fået Ejsing (Make it Happen) 1.15.5 – 135.000 kr. og Futter (Broad Bahn), 1.15.2 – 5.056 Euro – den er eksporteret til Tyskland og starter fortrinsvis i Gelsenkirchen.
Jeppe Juels Aarhus-specialist, Freeze (Ganymede) vandt måske dagens letteste sejr i 1.14.7a/1800 m.
Det var 4. sejr i Aarhus i år i 7 starter.

Den fine sport blev fulgt af et stort publikum, hvor mange fortrak til den store inddækkede siddetribune.
Her var der stemning og fest – ja, nærmest som til en landskamp i fodbold, når opløbene var tætte!
Det er dejligt at notere, at det fortsat er muligt at tiltrække et publikum til den kulturinstitution, som dansk travsport er!
Og forresten – efter at have været ude af drift i flere måneder, virkede oddsindkatoren på inderkredsen på Jydsk Væddeløbsbane atter.
Det nødvendige software er nu på plads – og på de baner, der har oddsindikatorer på inderkredsen skulle disse fungerer fremover.,
