TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Noter fra Falster – 22.07.2018

af | Nyheder

Uforlignelige Nok’en Frækkert –  banerekord – Jensens stortalent – Fast Tracks speed-snakker

Endnu en gang kunne Harald Lunds Mindeløb trække stort publikum til Nykøbing-banen, og årets udgave vil længe blive husket for at det var den 13-årige Nok’en Frækkert kørt af Jørgen Sjunnesson, der vandt.

99% af de 13-årige heste, der fortsat er aktive, starter i form/handicapløb, men ikke Nok’en Frækkert, der fortsat konkurrere på højeste niveau herhjemme.

Nok’en Frækkert er et strålende bevis på at kærlig og omhyggelig pleje i dagligdagen – i dette tilfælde udført af mor og datter, Nicole og Anita Bakkegård – giver resultater i løbene.

Svenske Jørgen Sjunnesson er fast kusk på Nok’en Frækkert, og gav Mastery-sønnen en optimal rejse i andet par udvendigt i ryg på en tapper Tonicetobetrue med Jeppe Juel.

Denne fik nedkæmpet løbets storfavorit, førende Harry Haythrow med Søren Boel, men altså blot for at se sig overspeedet af Nok’en Frækkert.

Nok’en Frækkert har nu vundet sine to seneste starter på NFT – forrige gang satte den banerekord i voltestart ved sejr i 1.14.4/1660 m volte, og forbedrede dermed Classic Grand Crus rekord på 1.14.6 sat tilbage i 2009!!

Efter Nok’en Frækkerts sejr i Harald Lunds Mindeløb 2018. Foto Lasse Jespersen

Falster-banen har fået endnu en ny banerekord.

Den stod Something Fishy (Chocolatier) for, da den sejrede i Stayerpokalen i 1.15.7/3180 m volte.

Den gamle rekord havde Laughing Stock fra 2014 og var på 1.15.9.

Something Fishy, der ejes af Team World Wide Trot og trænes af Morten Juul, bliver bare bedre og bedre, og har et fantastisk vinderinstinkt, hvad der vel ellers ikke just er kendetegn for hans faders afkom.

Something Fishy med Rene Kjær. Foto Lasse Jespersen

I opløbet var Global Strategy med Nicolaj Andersen gået forbi, men Something Fishy kom tilbage og vandt en meget sikker sejr. Nu stoppede Global Strategy nok også noget op, da den ramte spidsen, men alligevel var det en fin præstation af ”Fishy” at komme tilbage.

Something Fishy har i år vundet 6 sejre i 10 starter og må siges at være en allround traver, idet den har vundet på distancer 1600 m – 2060 m og 3180 meter!!

Når moderen har vundet såvel Norsk Hoppe Kriterium som Norsk Hoppe Derby og bl.a. været nummer tre i UET’s 5 års Championat, som må der være store forventninger til denne hoppes afkom.

Hoppen hedder Sweet Case, satte rekord 1.11.6 og tjente 2.6 mio. NOK – og hun er moder til Strong Case (Donato Hanover) som Peter Jensen og Mads Hvid Nielsen nu har sendt til start to gange.

Strong Case har vundet begge sine starter på besnærende vis, og ligner en tophest in spe.

Strong Case er norsk ejet, og vil helt naturligt blive matchet efter de norske klassiske løb.

Debuten skete i Skive, hvor Strong Case vandt i 1.16.3a/2060 m og søndag kunne Mads Hvid bringe den til sikker sejr på Nykøbing i 1.17.2a/2140 m.

Et stort talent – String Case med Mads Hvid Nielsen. Foto Lasse Jespersen

Prøv at sige følgende hurtigt og uden pauser:

Sune Hansen Veterinärpraktik AB’s Ærespræmie Travligaen Ekstra Bladet liga 5 finale Charlottenlund 7. oktober!

Kunne du det?

Det kræver i hvert fald lige et par prøver – men mon du kunne sige det lige så hurtigt som Fast Track-speakeren Steen Madsen, gjorde det i forbindelse med startafgangen til 4. løb.

Tjek det på dette link – klik her

Det er imponerende, at Steen Madsen kan få løbets titel sagt så hurtigt, men det er jo  faktisk ikke nødvendigt at jabbe det sådan af.

Og så synes jeg, at Fast Track-speakerne skulle holde sig til at kommentere, det der sker i løbene – og ikke forsøge at forudse det der kan ske eller muligvis vil ske.

De snubler her over ordene – og det gælder ikke kun Steen Madsen.

Fortæl om hestenes placering i løbet – fortæl om angreb og galopper – og oplys mellemtider.

Hovedparten af de, der følger udsendelserne – eller ser løbene på banen – har lige så stor erfaring med at vurdere løbsudviklingen – og nogle endda større – for der er vel kun Vagn Honum og Søren Åen, der har siddet i en sulky i et løb!