TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Noter fra Copenhagen Cup-dagen 2020

af | Nyheder

Untersteiners store triumf – fine italienske 3- og 4-åringer – omsætningsfremgang.

Copenhagen Cup har det med at skabe nye stjerner – tænk bare på vinderne inden for de senere år.

Heste som Robert Bi, Cruzado dela Noche, Cyber Lane og Handsome Brad fik alle deres internationale blåstempling i Copenhagen Cup.

Heart of Steel med Peter Untersteiner efter sejren i Copenhagen Cup. Foto Burt Seeger

Og søndag var det hollandske Heart of Steel, kørt og trænet af Peter Untersteiner. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at far og søn (Johan) begge har vundet vort største internationale travløb.

Vi bemærker også, at det er anden gang – inden for få år – at en hollandskejet hest vinder Copenhagen Cup.

Italienskfødte, men hollandskejet, trænet og kørte Robin Bi var den første!

Men Heart of Steel er opdrættet i Holland som søn af Cantab Hall og Angel Heikant.

Moderen, Angel Heikant er efter Open the Sky (Goetmals Wood) og ud af Sammy Jo Heikant (Diamond Way) og var selv en nyttig væddeløber, der satte rekord 1.14.8a og tjente 37.100 Euro.

6 Heart of Steel med Peter Untersteiner vinder Copenhagen Cup 2020. Foto Burt Seeger

Heart of Steel indledte løbskarrieren I Holland og var en god hest som 3- og 4-åring, men ejeren havde større drømme og sendte den i træning hos Peter Untersteiner på Halmstad, der på det tidspunkt havde haft succes med en anden hollandsk hest, Generaal Bianco – i øvrigt Copenhagen Cup-deltager såvel i år som i fjor.

Hos Untersteiner har Heart of Steel udviklet sig til en toptraver, og herfra ønsker vi Peter Untersteiner held med at få drømmen opfyldt om en plads i Elitlopp-feltet med Heart of Steel.

Hollandsk travsport har været ude i større problemer end dem, vi har haft herhjemme – og er det endnu, og traveravlen i landet er ikke stor i omfang, men til gengæld stor i kvalitet.

I fjor blev der kun indregistreret 173 travføl i Holland – det er dog en fremgang på 10 føl fra året før og 38 flere end bunden i 2016!

Et andet europæisk land, hvor travsporten også har det svært, er Italien, der for blot 25 år siden var en stormagt i travsportens verden.

Økonomien i italiensk travsport er nærmest katastrofal, men de mange importer, som man gjorde da det gik godt danner grundlaget for en god traveravl.

I Copenhagen Cup var der to italienskfødte travere med, og selv om resultaterne for begges vedkommende var skuffende, så var det heste, der havde gjort sig fortjent til en plads i feltet.

At ”verdens bedste traver”, Zacon Gio på det nærmest var umulig før løbet, og slet ikke var sig selv i løbet, var selvfølgelig ærgerligt, og Vitruvio galoperede i et sving og var vel heller ikke som bedst.

Men til gengæld så vi nogle fine 3-og 4-åringer fra Italien.

Banderes Bi vandt 3 års Eliten trods en tung rejse. Foto Burt Seeger

3-årige Banderas Bi (Ganymede) med Roberto Vecchione gik den hårde vej og plukkede let den danske fløjhest, Fossa med Steen Juul ned.

Banderas Bi vandt sin sæsondebut i 1.14.7a/2000 m foran feltets anden italiener, hoppen Babirussa Jet (Pine Chip) med Alessandro Gocciadoro i 1.14.8 – Fossa (Wishing Stone) nummer tre i 1.15.2.

Det var en ret imponerende måde, at Al Capone Stecca (Napoleon Bar) med Alessandro Gocciadoro vandt 4-års Eliten på.

Al Capone Stecca vandt bedst i 4 års Eliten. Foto Burt Seeger

Al Capone Stecca, der da også er en af Italiens bedste i årgangen, sejrede helt efter behag i 1.13.7a/2000 m foran tyske Juan le Pins (Expo Bi) med Robin Bakker i 1.14.3, mens danske Erling (Great Challenger) tog tredjepladsen i 1.14.8, da længe førende tyske Velten von Flevo (Ganymede)  med Jaap van Rijn  -løbets favorit – rullede over i galop 50 meter fra mål.

Såvel Juan Les Pins som Velten von Flevo er begge født i Holland, men tyskregistrerede – apropos Hollands traveravl.

En ret så imponerende præstation leverede E Type Cash (Ready Cash) med Gordon Dahl, der var umulig op til startvognen og satte mange, mange meter til – ja, så mange, at man troede at Dahl var kørt i stald med sæsondebutanten.

E Type Cash fik fat i feltet og blev nummer fem i 1.14.9 – dybt imponerede!

Her var der også sæsondebut for Eric the Eel (Muscle Hill) med Jeppe Juel fra Tomas Malmqvists træning – den løb ud i galop i strandvejssvinget efter 1200 meters kørsel og blev diskvalificeret.

Endnu en italiensk sejr blev det til i 12. og sidste løb ved 4-årige Axis di Girifalco (Pascia Lest) med Roberto Vecchione, der vandt sikkert i 1.15.2a/2000 m  foran Dixidore (Trophy Catch) med Flemming Jensen i 1.15.4 og Eddie the Eagle  (SJ’s Photo) med Michael Lønborg i 1.15.6.

Ingen publikum på tilskuerpladserne som følge af Corona-situationen – løbene blev fulgt på TV over det meste af Europa.

Totalisatorspillet var positivt med 30.668.018 kroner mod 26.045.379 kroner i fjor i 13 løb!

En fremgang på 27% pr løb.

Årets omsætning nåede dog ikke på højde med 2018, hvor der blev spillet for 31.6 millioner kroner – og går vi tilbage til 2016 var omsætningen på Copenhagen Cup-dagen på 40.4 millioner kroner!