TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

NM for Amatørkuske: Dennis Kristiansen gjorde det umulige..!

af | Nyheder

Der var spænding til det yderste, da Nordisk Mesterskab for Amatørkuske blev afgjort på Fyens Væddeløbsbane.

NM-vinderen Dennis Kristiansen. Foto Danny Stenbæk

Det var blevet til to finske sejre i amatørmesterskabet fredag i Billund, og sandelig om ikke det blev tredobbelt finsk triumf i 3. løb i mesterskabet lørdag på Fyn. Dygtige Janne Räisänen gav Yugo (Good As Gold) en perfekt rejse i rygpositioner indtil sidste hjørne, og derefter spurtede parret til en sikker sejr.

På de følgende pladser fulgte ligeledes finske Keijo Hakala (Prelude) og Juha Pekka Ahonen (Poeten Blåbjerg). Samtidig blev det til meget få point til de førende Dennis Kristiansen og svenske Henrik Nilsson, hvorved scenen var sat til finsk triumf forud for sidste afdeling.

Det blev dog dobbelt dansk i den afsluttende afdeling. Dennis Kristiansen sluttede nemlig konkurrencen af med en flot speedsejr bag Ace Of Spades (S J’s Photo), der på selve målstregen fangede Lars Munk bag Tonight Muddi. De finske deltagere kørte bagefter i denne 4. afdeling, så derfor skulle regnestokken for alvor frem for at finde den samlede vinder af årets nordiske mesterskab.

Og sandelig om ikke Dennis Kristiansen med sejren sikrede sig titlen som Nordisk Mester for Amatørtravkuske og med mindst mulige. Dommerkomitéen var på arbejde i den sidste afdeling, hvor Dennis Kristiansen blev straffet med tre minuspoint for en forseelse i sidste sving, men alligevel blev det til samlet sejr.

Dennis Kristiansen sejrede samlet med 36 point, hvilket var et enkelt mere end de finske Janne Räisänen og Juha Pekka Ahonen, der begge sluttede med 35 point. Räisänen sikrede sig sølvet via to sejre i konkurrencen.

 

Fra det øvrige program…

Billund-træner Søren Johansson stod for dagens første to vindere bag hhv. Bless You (Earthequake) og Atomic Julian (Mikro Mesh), der begge fik serveret fine rygløb og afgjorde til korte sejre.

Og så var lokale Torden og flot spurtvinder i V5-finalen for John Køhler, der havde afløst Henrik Lønborg, som efter styrtet i 2. løb ikke kunne varetage sine sidste tre køreture. Og Køhler gjorde det upåklageligt.