Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow fortæller om hvordan han har det efter han Lille Juleaftensdag blev overfaldet af avlshingsten Explosive Matter.

-Jeg har aldrig som hingsteholder været udsat for det som jeg kom ud for med Explosive Matter, fortæller Niels Jørgen Jensen til travservice.
-Jeg ville hente ham ind fra folden, og da han stod lidt væk fra indgangen, gik jeg ind til ham. Jeg har altid lidt godbidder med til hingstene, når jeg henter dem ind og det var jo ikke første gang, at jeg skulle tage ham ind fra folden.
-Men pludselig gik han på mig. Hingsten fik i min venstre overarm og bed sig fast. Jeg forsøgte at sparke mig fri – hingsten fik også bidt mig bag i, og jeg ved faktisk ikke hvordan jeg klarede at kravle i sikkerhed uden for folden.
-Jeg kom på sygehuset i Hjørring – overarmen var slemt tilredt og jeg var indlagt hele Julen – det var først omkring Nytår jeg fik lov til at komme hjem – først i nogle timer og siden er jeg blevet udskrevet, men skal til behandling to gange om ugen,

-Her renser de såret på armen ligesom de forsøger at sy det sammen. Det er en langvarig proces – ja, de siger det vil tage tre måneder.
-På min bagdel er der en stor blodansamling, som de ikke gør noget ved – i hvert fald ikke endnu.
-Det var en forfærdelig oplevelse, og jeg har virkelig haft det mentalt dårligt. Jeg har fået psykolog hjælp på sygehuset, og det har hjulpet mig, men det er klart, at når man som jeg har været vant til at være i aktion fra tidlig morgen til sen aften og pludselig bliver lænket til en seng, så sker der noget oppe i knoppen.
-Nu går det meget bedre. Jeg er hjemme og jeg kan følge mig i det daglige arbejde på stutteriet, men jeg må holde mig til at udstikke ordre.
-Endnu ved vi ikke, om jeg får mén i armen efter uheldet. Jeg har ikke fuld bevægelse i alle fingrene, siger Niels Jørgen Jensen videre.
-Det er drøn ærgerligt, det der er sket – ikke blot min situation, men også for dansk traveravl.
-Hingsten er jo utrolig interessant som avlshingst og han var prissat meget fordelagtigt.
-Jeg havde allerede fået mange bestillinger på Explosive Matter, men nu går han til udlandet – hvor ved jeg ikke, slutter Niels Jørgen Jensen.
