Nicolaj tager en tænkepause
Nicolaj Andersen mistede for nylig staldens største hesteejer og tager nu – efter eget udsagn – en tænkepause mht. fremtiden.
For et par uger siden måtte Nicolaj Andersen sige farvel til tophoppen Beatriz, der bl.a. har vundet Grand Circle 3-års Hoppechampionat for Lunden-træneren, og yderligere seks heste ejet af Stald Søhus, som flyttede hestene til Christian Lindhardt, og det kan selvfølgelig mærkes når stalden inden da talte 18 heste.
-Jeg er jo en lille træner, så det var næsten en halvering af min butik, men ejeren har valgt at prøve noget andet og det må jeg så forholde mig til. Han skal være velkommen tilbage på et senere tidspunkt, siger Nicolaj Andersen til Travservice.dk.
-Jeg har nu kun 12 heste i træning, så nu tager jeg lige en lille tænkepause frem indtil 1. januar for at se hvad der sker.
-Men jeg er altså ikke så optimistisk som mange andre. De kommer med mange nye ting, men stadig ingen løsninger på, hvordan vi får nye folk ind i sporten – hvis vi skal få nye heste, må vi trænere “stjæle” fra hinanden og det er ikke lige min stil.
Commit Boom Bay træner for fuldt
Nicolaj Andersen kan ellers se tilbage på en af sine bedste sæsoner i flere år hvad angår indkørte penge. Otte sejre og 928.000 kroner er det foreløbig blevet til i år, hvoraf Hoppe Derbyvinderen Commit Boom Bay (ENS Snapshot) tegner sig for langt over halvdelen (4 sejre/631.000 kr), men i årets sidste start i Grand Circle 4-års Championat for Hopper i Skive gik det ikke som forventet, idet ENS Snapshot måtte nøjes med fjerdepladsen bag Carna Sensei.
-Vi har nu fået styr på det sygdomsbillede, der tegnede sig efter starten i skive, selvom vi ikke helt fik nogen løsning på problemet, siger Nicolaj Andersen.
-Men feberen har i hvert fald sluppet, så nu er Commit Boom Bay pr. 1. december begyndt at træne igen for fuldt. Hun har haft en god, lang pause efter Skive, fordi hun ikke rigtig kom i gang igen efter den start, så nu træner vi bare på og hvis vejret tillader det, satser vi på at hun skal være klar igen sidst i marts måned.

Commit Boom Bay. Foto: Martin Timm Holmstav
Fornuftig chance i aften
I skrivende stund er Nicolaj Andersen på vej mod Halmstad med Dream Girl (From Above US), der starter i et 3-års hoppeløb med 50.000 SEK til vinderen, og på papiret er parret bestemt ikke uden chance.
-Jeg var en lille smule skuffet over hende i Billund, men samtidig var hun også rigtig brunstig og jeg har ikke fundet andre fejl på hesten. Jeg er derfor lidt OBS på formen, men Dream Girl har virket normal i træning. Jeg synes det er et godt løb til hende, uden at ha’ “læst” på de svenske modstandere, siger Nicolaj Andersen.
-Jeg vil egentlig godt ha’ en start mere med Dream Girl, inden hun går på vinterferie da hun er kommet lidt sent i gang, men vi tager én start ad gangen og ser hvordan formen er.
Nicolaj Andersens stald tæller som nævnt pt. 12 heste, heriblandt fem 1-åringer, to 2-åringer og to 3-åringer.
-Den anden 3-åring hedder Dolly Park (Broad Bahn), der er helsøster til Complete (1.13,9a-177.000 kr). Hun var faktisk prøveløbsklar, men faldt så i folden og fik et lille vrid på et bagknæ. Hun er dog i gang igen og kommer i prøveløb sidst på måneden, siger Nicolaj Andersen, som giver staldens 2-åringer flg. ord med på vejen:
-Eternity La Marc (Great Challenger) skal i prøveløb på Lunden på søndag, men er til salg og der har været nogle interesserede købere, så jeg ved ikke om jeg får lov til at beholde hende.
-Elsa Lane (Lindy Lane) er vores eget opdræt. Hun er lidt tung i kroppen og bliver først klar til foråret.