TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nej tak til 1,5 million

af | Nyheder

Efter Staro McMillans sejr i opvisningsstil på Jägersro tirsdag aften er Søren Kolberg blevet budt 1,5 millioner kroner for hesten, men den er ikke til salg.

Staro McMillan flankeret af Charlotte og Søren Kolberg samt Steen Juul. Foto: Jägersro

-Om de så byder 3 millioner kroner, så sælger jeg ikke. Jeg har haft mange gode heste gennem tiden, men aldrig en sådan som Staro McMillan. Det er den bedste hest jeg nogensinde har haft, og jeg har da haft nogle stykker, der har været gode,  siger Søren Kolberg onsdag morgen til Travservice.

Staro McMillan med Steen Juul i sulkyen vandt tirsdag aften på Jägersro 1.14.1/2140 meter volte, hvad der var en tangering af banerekorden for 3-årige hingste.

-Steen plejer ikke at være en mand af de store ord, men efter løbet i går sagde han til mig: Hold kæft, Søren – hvor er den god! fortæller Søren Kolberg.

-Staro McMillan har taget løbet fint – jeg har lukket ham på fold her til morgen, og den var lige så fin som den var inden løbet, siger Søren Kolberg.

Star McMillan er sent født – den 15. juni – og den er meget stor – og derfor har Søren Kolberg taget den meget roligt.

Staro McMillan. med Søren Kolberg i sulkyen Foto: Martin Timm Holmstad

-Jeg har vel kun trænet ham 50-60 % af det, der ville være normalt, fordi den er så stor. Den er stærk og sund – endnu har der ikke været en dyrlæge, der har haft en nål i den!

-Nu får Staro det lidt godt i et stykke tid, og så begynder jeg at træne med den igen. Næste start bliver i et 3-årsløb på den danske Derby-dag.

-Staro er meldt i det svenske Kriterium, men om det bliver aktuelt at forsøge at få den med ved jeg ikke endnu. Nu ser vi løbet på Derbydagen, og derefter så skal den i hvert fald have endnu en start inden jeg tager stilling til om jeg vil satse på det svenske Kriterium med den.

-Jeg hælder faktisk mere til at vente med at teste den mod de bedste svenske 3-åringer til næste år. Det kunne være morsomt at have en hest til start i det svenske Trav-Derby, siger Søren Kolberg.

Søren Kolberg gav mange penge for Star McMillan på Kriterie-auktionen i 2016 – hammeren faldt ved 400.000 SEK!

-I kataloget havde jeg set på Staro McMillan, men tænkte, at den nok blev alt for dyr for mig, fortæller Søren Kolberg videre.

-Inden auktionen kunne jeg se, at Melander og flere af de andre store svenske trænere gennemgik Staro McMillan meget nøje, og tænkte så, at jeg nu ville få ret i, at den ville blive dyr.

-Nå, men på auktionen, hvor jeg altid sidder i hyggeligt selskab sammen med andre danskere, har jeg en mani med at sidde og byde med på de dyre, men jeg stopper altid i god tid. På Staro McMillan havde jeg vist buddet på 250.000 kroner – og så skulle jeg ikke byde mere.

-Så var det, at Henrik Thomsen provokerede mig, da jeg holdt inde med budgivningen, og det kunne jeg jo ikke have siddende på mig, så jeg bød – og fik hesten for de 400.000!

-Så det er egentlig Henrik Thomsens skyld, at jeg fik købt Staro McMillan, slutter Søren Kolberg.