TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nationalløb har overlevet sig selv!

af | Nyheder

I eftermiddag køres Nationalløb på Charlottenlund Travbane med blot fem heste til start – to af dem er ”tigget” med.

I flere år har det knebent gevaldigt med interessen for at starte i Nationalløb hos hesteejere og trænere med en hurtigtraver.

At løbet bliver afviklet i år sker udelukkende fordi et par hesteejere/trænere stiller op i den olympiske ånd: Det vigtigste er ikke at vinde, men at deltage!

Og de kan så tilmed se frem til præmier på mindst 4.500 kroner og 3.000 kroner.

Nationalløb stammer tilbage fra en tid, hvor dansk travsport havde en hurtigklasse, der bestod af såvel danske som importerede heste.

For at give de danskopdrættede heste et eget løb kørte man Nationalløb.

Nationalløb er blevet kørt siden 1930. I 1932 vandt Lauritz, der var datidens store stjerne. Foto thof.dk

Gennem årene har mange danske travstjerner vundet Nationalløb – f.eks. gjorde Tarok det i 1980 – året inden var det Vixi Bird – og senere har bl.a. Rudolf le Ann og senest Slide So Easy vundet Nationalløb.

Men løbet har overlevet sig selv!

Vi kører i dag Liga 1-løb hen over hele sæsonen, og der er løbsmuligheder for topheste i Sverige.

Førstepræmien på 30.000 kroner er ikke attraktiv og har ikke været det i mange år.

Faktisk var løbet lagt i mølpose og blev ikke kørt i årene 2013-2017, fordi opbakningen til Nationalløb også for 10 år siden var svag.

I 2010 startede blot fem heste, året efter seks heste og i 2012 var det otte heste, men da var løbet et udskrevet løb for mellemklassen.

Løbet blev genoptaget i 2018, hvor Thunder Peak sejrede i et felt på seks heste – det gjorde den også året efter og igen var feltet på seks.

I fjor var der syv heste til start, da Slide So Easy sejrede.

Årets udgave har Apapmand med Steen Juul som klar favorit fulgt af E Type Cash med Birger Jørgensen og Thunder Peak med Ken Ecce.

Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her

Og Kjærs luring på Derby.dk finder du på dette link – klik her