Længe så det ud til at den franske travdronning Roxane Griff skulle vinde karrierens sidste løb, men hun blev fanget kort før mål af Texas de l’Iton.
Længe så det ellers ud til at Roxane Griff med sin faste partner Eric Raffin i sadlen skulle vinde sin sidste start inden hun faldt for den franske aldersgrænse til Nytår.
Roxane Griff var førende i Gruppe II-løbet, Jules Lemmonier på Vincennes og tog på opløbshjørnet et par længder til feltet.
Men som vi tidligere har set hende, så trak hun ud i banen ned gennem opløbet- og det kostede terræn.
Samtidig fandt Texas de L’Iton (Cygnus d’Odyssee) med Mathieu Mottier angrebsplads og skød frem til sejr – en halv længde foran Roxane Griff. De fik begge noteret 1.11.9/2175 m volte.
Løbets favorit, svenske Moving On med Franck Nivard besatte tredjepladsen i 1.12.1.
Roxane Griff fik 30.000 Euro for andenpladsen, og dermed har hun vundet 3.107.618 Euro i sin karriere. Det er cirka 23.1 millioner danske kroner!
Roxane Grif startede i alt 121 gange – 90 gange i sulkyløb og 31 gange i monte.
Hun vandt 21 sejre (12 sulky og 8 monte) og satte rekord 1.10.2a/2100 m.
Hun slutter som fransk travsports sjettemest vindende hest gennem tiderne.