Der er tæppefald på travbanerne for den italienske stjerne, Vivid Wise As, der får sin sidste start i karrieren den 8. december i Gran Premio Duomo på banen i Firenze.
Det er en af travsports sværvægtere, der snart slutter sin aktive karriere for at være på heltid i stutteriet, hvor han allerede har gjort sig fordelagtigt bemærket.
10-årige Vivid Wise As (Yankee Glide), der ejes af Scuderia Bivans, har vundet ikke færre end 21 Gruppe 1-løb i karrieren, der har omfattet 98 starter, der er resulteret i 37 sejre, en indtjening på 3.668733 Euro og rekord 1.08.6.
I år har Vivid Wise As ikke kunnet leve op til tidligere sæsoner og han er uden sejr i syv starter, hvor en tredjeplads er bedste resultat.
Ifølge italienske medier får Vivid Wise As sin sidste start søndag den 8. december, hvor den skal forsøge at gentage sejren fra i fjor i Gran Premio Duomo i Firenze.
Endnu er startlisten ikke klar, men der er allerede trukket lod om startpladserne blandt de anmeldte heste, og her har Vivid Wise As trukket spor 2, så udgangspunktet er godt.
Ved siden af løbskarrieren har Vivid Wise As været brugt i avlen og fik succes straks fra start med Charmant de Zack, der vandt Derby Italiano og nu har rekord 1.09l6 og har tjent 681.005 Euro.
Også i den næste årgang var der en stjerne i form af hoppen Dana EK 1.09.8 – 109.105 Euro.
Herhjemme har vi se den 3-årige hoppe, Keep Cool Cash efter Vivid Wise As, der har rekord 1.14.5 og har tjent 169.750 kroner.
I Italien udbydes Vivid Wise As til 500 Euro + 7.000 Euro – i alt omregnet 60.000 DKK.