Al omtale er bedre end ingen omtale, sagde salige Simon Spies – men helt ret havde han nu ikke!

Inden for de seneste uger har hestesporten – både herhjemme samt i Sverige – været med til at sætte en dagsorden, der ikke er videre flatterende.

Først var der historien med de vanrøgtede heste hos John Byrialsen ved Nibe.

Derefter kom der i Sverige fokus på den succesrige storstald, Stall Zet og dens mulige indehaver Bengt Aagerup, som det svenske skattevæsen mener skyldes dem 1.6 milliarder kroner i skat, og i sidste uge var det så Anders Helgstrands imperium i Nordjylland, der kom i fokus på grund af den behandling dressurhestene fik under træning.

De tre sager er alle nogle vi på det skarpeste må tage afstand fra, idet det handler om dyrevelfærd og økonomisk kriminalitet.

Nu kan vi i trav – og galopsporten så umiddelbart trøste os med at det ikke er vores sport, der har fået sat så meget fokus på sig.

Men selv om det kan være en trøst, så må det ikke være en sovepude.

For selvom det nu – herhjemme – er ridesporten, der står for tur i offentligheden -så vær vis på, at både trav- og galopsporten overvåges af dyreværnsorganisationer, og at der på et tidspunkt kommer et generelt fokus på brugen af heste til konkurrence.

Det være sig altså såvel til ridning som til trav- og galopløb.

Jeg forudser, at såvel pisken og brug af tungebånd er ting, der kommer til at høre fortiden til på et tidspunkt.

I forhold til ridesporten er trav- og galopsporten godt klædt på til at opfylde de krav, der i vore dage er blevet til at behandle hesten værdigt og roligt.

Vi har ekvipagekontrollanter, der skal tjekke bid, seletøj, sko og sulky inden start, og desuden udtages startheste til en nærmere sundhedskontrol før start.

Alt for at sikre, at de heste, der deltager i løb, er sunde og raske.

Både for hestenes skyld, men også for at spillerne kan have tiltro til heste, de spiller på.

Men det er levende dyr, og derfor ser vi også af og til heste, der underpræsterer – de får derfor anmeldelsesforbud og også af og til et krav om en dyrlægeundersøgelse før ny start kan finde sted.

Og så er der det med Pisken!

I gamle dage –for 50-60 år siden – var det tilladt at samle linerne i en hånd og slå med den anden.

Men sådan er det langtfra i dag.

Ingen kusk må slå med pisken, men må kun lægge pisken på hesten som en animering til at den nu skal løbe hurtigere.

Desuden er pisken også et korrigeringsmiddel, hvis hesten pludselig bryder ud i banen og der kan opstå en farlig situation.

Det være sig for hest og kusk eller for andre på banen. Her kan pisken være et nødvendigt korrektionsmiddel.

Vi ser ofte bøder for ”animering” – og så er det nærliggende at tro, at den pågældende kusk så har forløbet sig.

Men ofte idømmes disse bøder, hvis kusken hæver overarmen over skulderhøjde i sin bestræbelse på at animere hesten.

Det er ikke tilladt – og så falder hammeren.

Danske travkuske har en ret høj moral, og jeg mindes ikke tilfælde, hvor der er fundet piskemærker på en hest efter et løb herhjemme!

I den tid jeg har været med i travsporten, er der sket en markant ændring i den måde en væddeløbshest behandles på – det være sig både i stald og på bane, men også veterinærmæssigt.

I gamle dage var det f.eks. almindeligt at ”brænde” en hest på senerne på forbenene. Eller de blev blistret på spatten på bagbenene.

Det var ting, der gjorde av på hesten!

Men det er heldigvis længe siden og det er slet, slet ikke tilladt at benytte sig af den form for behandling længere.

Og så over til den svenske skattesag, hvor den kendte storstald, Stall Zet og træner Daniel Redén indgår.

1.6 milliarder kroner er mange penge – også selv om det er i svensk valuta.

Det er en kringlet affære, hvor selskaber på bl.a. Cypern optræder – det kom nyligt frem i en undersøgende dokumentar på SVT, der havde fået lejlighed til at se dokumenter, der peger tilbage på Bengt Aagerup, som længe har været anset for at være den egentlige ejer af Stall Zet

Aagerup, der blev milliardær på at opfinde en antirynkecreme, hævder at han ikke kan være skattepligtig i Sverige, fordi han ikke har boet i landet, men i hhv. Frankrig og Schweiz.

Derfor har han nægtet at betale skat af fortjenesten af sit livsværk.

Man kan undre sig over at Bengt Aagerup har etableret en stor travstald i Sverige, når han ikke boede der.

Stall Zet har – under dygtig ledelse af Daniel Redén – været en magtfaktor i svensk travsport gennem flere år, men at staldens økonomiske grundlag hviler på et dubiøst grundlag, må man tage klart afstand fra.

Vi har alle en forskellig tilgang til at drive trav- og galopsporten på – men én ting er sikkert.

Det må aldrig være på et kriminelt grundlag.