Muscle Hill holder skansen
Selv om Muscle Hill har fået konkurrence fra Walner og sønnerne Tactical Landing og Trixton i New Jersey, så holder den nu 16-årige avlshingst skansen som førende.
I nat blev de første afdelinger af New Jersey Sire Stakes kørt på The Meadowlands – fem afdelinger – tre for hingste/vallakker og to for hopper.
Muscle Hill havde vinderne i tre afdelinger – sønnen Tactical Landing i de to andre.
Derimod var der ingen vindende afkom i nat efter sidste års komethingst, Walner.

Hurtigste vinder var Mattias Melander-trænede Dire Straits (Muscle Hill – Southwind Cocoa v. Chocolatier), der sejrede i 1.10.7 med træneren selv i sulkyen kort foran Oh Well (Muscle Hill), der trænes af broderen Marcus Melander og havde Tim Tetrick i sulkyen.
Dire Straits er dermed verdens hidtil hurtigste 2-åring i år!

Næsthurtigst med 1.11.2 var såvel Little Expensive (Muscle Hill) trænet af Julie Miller og med Andy Miller i sulkyen samt Unstaged (Muscle Hill) – trænes af Marcus Melander og kørt af Tim Tetrick.
De tre hingste var hurtigst.
Hurtigste hoppe var Quick Step (Tactical Landing) med 1.11.8 – den trænes af Anette Lorentzen og havde Dexter Dunn i sulkyen, mens Mambacita (Tactical Landing) fra Tony Alagnas stald løb 1.12.3 for David Miller.

Det var altså tre Muscle Hill-hingste og to Tactical Landing-hopper, der dominerede disse første afdelinger af New Jersey Sire Stakes.
Der var 15.000 dollars i førstepræmie i hver afdeling.