TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Munk’en satte trumf på

af | Nyheder

Lars Munk vandt sit første amatørchampionat på Jydsk Væddeløbsbane.

Der var lagt op til en spændende afgørelse i kampen om årets amatørchampionat på JVB, hvor tre kuske – Lars Munk, Kim Madsen og Niels Knudsen – havde muligheden for at sikre sig championatet, men det hele blev afgjort allerede i 1. løb, hvor Lars Munk sejrede med Kaj Jensen-trænede Cinxia (Triton Sund) og dermed skabte sig det nødvendige forspring.

-Ja, det var rigtig dejligt at det lykkedes, siger Lars Munk til Travservice.dk.

Lars Munk vandt med Cinxia. Foto: Ole Hindby

-Jeg kunne måske ha’ afgjort det sidste løbsdag, men fik kørt et dårligt løb med Viola Toft, der ellers var favorit, så jeg er selvfølgelig meget glad nu.

58-årige Lars Munk har haft amatørlicens siden 1991 og ikke vundet “bunker” af løb, men har bl.a. haft fin succes med Kalle Mols, som han vandt 10 løb med.

-I mange år spillede jeg fodbold, men så mødte jeg Marion (Lars Munks hustru, red.), som er søster til Kaj Jensen og så blev jeg jo efterhånden trukket ind i travsporten, fortæller Lars Munk (58), der til daglig arbejder som ingeniør.

-Vi købte en gård og vores første hest var Otella Trøjborg (Linus T), der var en rimelig hest og hun blev senere mor til bl.a. Humle Trøjborg (Victor Victor), der har været min bedste hest til dato og som vi selv har opdrættet. Humle Trøjborg vandt 10 løb og jeg kørte bl.a. Jydsk 4-årings Grand Prix med ham.

Tre løbsheste
Lars Munk har pt. tre løbsheste, Casino Girl, Temå Blåbjerg og Viola Toft, og har i år vundet seks løb. Foruden fem sejre på hjemmebanen er det blevet til en enkelt sejr i Billund med “lånehesten” Trøjborg.

-Det gik jo mildest talt ikke så godt i begyndelsen af året, men det er heldigvis lykkedes lidt mere de sidste par måneder, siger Lars Munk, som er formand for Aarhus Trav Klub og medlem af bestyrelsen på Jydsk Væddeløbsbane, hvor han sidder i forretningsudvalget.

-Vi havde en fantastisk dag i går med masser af folk på tilskuerpladserne og en fyldt restaurant. Heldigvis var vejrguderne jo i godt humør og vi nåede faktisk 619.000 kroner i baneomsætning, men der skal også lyde en stor ros til Flemming Sunn, som virkelig har lavet et kæmpe stykke arbejde for at gøre dagen til noget helt særligt.