TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mortens aften

af | Nyheder

Med tre sejre i tre starter blev Morten Juul dagens helt store triumfator på Skive Trav, hvor Trophy Spring tog pynten af Offshore Man.

Det er blot fire uger siden, Morten Juul blev “Mr 100 %” på Jydsk Væddeløbsbane med fire sejre i fire starter, og i dag gentog Skive-træneren altså bedriften på hjemmebanen – om end det “kun” blev til tre sejre til stalden.

Birger Jørgensen var manden i sulkyen bag samtlige tre vindere og Århus-træneren indledte med at køre tyskfødte og -ejede Pleasureground (Ken Warkentin) til sejr i tiden 1.19,7/2000 meter. Den 3-årige hingst er dermed fortsat ubesejret efter to starter.

I løbet for højeste klasse var Flemming Jensen storfavorit med Offshore Dream og efter en duel med Trophy Spring og Birger Jørgensen de første 650 meter, overtog 14:10-favoritten føringen. Dermed troede mange sikkert, at løbet var afgjort.

Flemming Jensen fik ovenikøbet dempet tempo og havde tilsyneladende løbet under kontrol rundt sidst sving, men op mod mål stoppede Offshore Man lidt op og så kunne Trophy Spring (Trophy Catch) gå forbi på målstregen til en overraskende sejr – begge heste fik noteret tiden 1.14,7a/2060 meter.

Trophy Spring ejes af Skive-amatøren Line Kirk Soltau, som selv har stået for træningen de sidste par måneder, men i sidste uge vendte Trophy Spring tilbage til Morten Juul og det blev altså fejret med en overraskende sejr til seks gange pengene.

Juul/Jørgensens tredje sejr blev signeret af Highyield Draviet (Marco di Jesolo), der vandt sin tredje sejr på stribe i rekordtiden 1.13,4a/1600 meter – og dermed sikrede Frank Kjelde (Team World Wide Trot) endnu en sejr.

Efter mandagens løb har Morten Juul-stalden i år vundet 47 sejre i 207 starter – svarende til en sejrsprocent på 23.