TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Morten Friis kører Eddie Cook

af | Nyheder

Bent Svendsen er udelukket i Grand Prix-weekenden i Århus, hvor Skive-træneren må overlade linerne bag staldens Grand Prix-deltager til en kollega.

Eddie Cook (Gift Kronos) blev en fin nummer to bag Enjoy The Game i den ene af de fire åbne 4-års Prøver, men Bent Svendsen måtte samtidig indkassere en udelukkelse på tre dage for grov trængning mod Eldorado med Morten Juul.

Eddie Cook. Foto: Flemming Andersen

Skive-træneren er udelukket i perioden 3.-5. juli, hvilket betyder, at Bent Svendsen har måtte finde en ny kusk til Eddie Cook i Jydsk 4-årings Grand Prix søndag den 5. juli – og valget er faldet på Morten Friis.

-Én ting er udelukkelsen, men vi har også tabt lodtrækningen, så jeg ser ikke umiddelbart Eddie Cook som Grand Prix-vinder, siger Bent Svendsen.

-Han er lidt afhængig af at sidde i ryg bag den “rigtige” hest, men med det perfekte oplæg kan han lige så godt blive nummer to igen som i prøven.

-Eddie Cook var jo den næst hurtigste hest i de fire 4-års Prøver, så de løbet i hvert fald ikke fra ham, og hesten er helt sikkert i orden – faktisk tror jeg han er en tand bedre end i prøven, da han var lidt tyndt arbejdet op til sidste start.

Bent Svendsen havde også Elegant C N (Great Challenger) med i 4-års Prøver, men det endte som bekendt i galop og blev Grand Prix-drømmene spoleret.

-Det bliver trøstløbet for hans vedkommende og René Kjær kører Elegant – han er jo næstne ubesejret med hesten (fire sejre og en andenplads i fem starter, red.), smiler Bent Svendsen.

-Han er normalt meget stabil, men jeg fik ham ikke varmet ordentlig igennem i 4-års Prøven, fordi jeg blev kaldt til dommertårnet og præsenteret for min udelukkelse, lige da jeg var kørt ud på banen.