TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Montgomery Hill imponerede igen

af | Nyheder

Herlige 11-årige Montgomery Hill er fortsat på toppen og vandt sin fjerde sejr i træk søndag eftermiddag. Det skete i det traditionsrige Koster Memorial.

Midt i banen er 9 Montgomery Hill med Jeppe Rask stærkest og vinder Koster Memorial foran O'Grady med Flemming Jensen. Foto Martin Timm Holmstav

Midt i banen er 9 Montgomery Hill med Jeppe Rask stærkest og vinder Koster Memorial foran O’Grady med Flemming Jensen. Foto Martin Timm Holmstav

Vi skulle have nogle flere Montgomery Hill’er

Heste, der sæson efter sæson leverer toppræstationer.

Selv om silken er slidt efter mange hårde løb, så giver Montgomery Hill fortsat alt hvad han har i sig i løbene, og i Koster Memorial nedkæmpede han sikkert staldkammeraten O’Grady med Flemming Jensen, der førte undervejs.

Det var som i Mesterskab for Danmark jockey Jeppe Rask, der sad i sulkyen ved sejren.

Fjerde sejr i træk!

Imponerende.

Med førstepræmien på 75.000 kroner rundede Montgomery Hill de tre millioner kroner i indtjening.

Helt nøjagtigt 3.025.719 kroner står der nu på præmiekontoen hos Stutteri Sun Hills 11-årige SJ’s Photo-søn.

Men det var lige før, at Montgomery Hill slet ikke var blevet skrevet til start i Koster Memorial.

-Nej, jeg overvejede meget om jeg skulle starte ham, for han er begyndt at sætte vinterpels, og desuden har han haft nogle hårde løb, så jeg havde på fornemmelsen, at formen måske var på retur, sagde Flemming Jensen efter sejren.

Men det var formen ikke.

Selv om Montgomery Hill måtte gå udvendigt på O’Grady de sidste 500 meter, så var det ham, der holdt farten ind i mål og sejrede i 1.13.5a/2000 m foran O’Grady i samme tid, mens en meget stærkt afsluttende Nok’en Frækkert med Jørgen Sjunnesson speedede frem til tredjeplads med sent hul, også i 1.13.5.

Det var i øvrigt anden gang Montgomery Hill vandt N J Koster Memorial – han gjorde det også for to år siden.

Koster Memorial var et godt spilleløb – alene omsætningen i Vinderspillet var på 104.351 kroner og den samlede omsætning i løbet blev på 267.027 kroner.