TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Moderen til Extreme – et lykkekøb!

af | Nyheder

Opdrætteren Bjarke Thomsen i Vadum havde udset en hoppe på en svensk internetauktion, men den blev for dyr og så købte han i stedet Swiss Watch – moderen til Grand Prix-vinderen for 20.000 SEK.

Extreme med Steen Juul vinder Jydsk 4-årings Grand Prix 2020 i ny banerekord 1.14.8a/2360 m. Foto Ole Hindby

Blandt de omkring 350 tilskuere, der havde fået adgangskort til Jydsk Væddeløbsbane søndag eftermiddag, var Bjarke Thomsen fra Vadum i Nordjylland.

Og han var der af en helt speciel grund.

Bjarke Thomsen er opdrætter af Extreme, der skulle starte i Jydsk 4-årings Grand Prix og som var en af favoritterne.

Extreme indfriede da også forventningerne og med Steen Juul i sulkyen sejrede den i ny banerekord 1.14.8a/2360 m.

-Det var en stor oplevelse at se Extreme vinde. Det er en herlig hest og egentlig er det en sjov måde, at den er kommet til på, siger Bjarke Thomsen.

-Sammen med Bjarne Sørensen, Stutteri Spring og Tårs havde jeg kigget en hoppe ud på den svenske opdrætterforenings internetauktion, men den blev for dyr, fortæller Bjarke Thomsen.

-Hvad gør vi så, sagde jeg til Bjarne under auktionen, og så begyndte vi at se, hvad der ellers var.

Bjarne fandt Swiss Watch. Han sagde den havde en god afstamning, moderen havde tjent mange penge og havde lavet afkom, der havde klaret sig godt, så jeg gik efter Swiss Watch og fik hende for 20.000 kroner, siger Bjarke Thomsen videre.

Swiss Watch, som hun så ud,
da Bjarke Thomsen købte hende i 2015

-Det var  Menhammar, der udbød hende til salg, og hun var ikke i fol på det tidspunkt, og inden jeg fik hende hjem, fik jeg hende bedækket ved Chocolatier, og resultatet blev Extreme.

-Jeg kunne ikke få Swiss Watch i fol det følgende år, men i 2018 fik hun endnu en hingst med SJ’s Caviar som fader. Den hedder Gestus og den solgte jeg på Derbyauktionen i fjor til Stutteri Disney. Gordon Dahl træner den, og han er vældig fornøjet med Gestus.

-Men det ser ud til at Swiss Watch er svær at få i fol når hun har født, så hun fik ikke noget føl i fjor, men har i år fået en hingst efter Chocolatier – altså en helbroder til Extreme.

-Jeg har sendt papirerne ind til Centralforbundet med ønsket om, at den skal hedde Icebreaker, og nu må vi se, om det går igennem, siger Bjarke Thomsen.

-For øjeblikket er Swiss Watch og føllet på Stutteri Shadow, hvor hun skal insemineres med sæd fra GooGoo GaaGaa – vi har prøvet i et stykke tid uden held, men håber det lykkes.

Udover Swiss Watch har Bjarke Thomsen også Sigma Vang som følhoppe.

Bjarke Thomsen (i blå skjorte) oplevbede sin største triumf som opdrætter med Extremes sejr . Foto: Ole Hindby

-Men hendes afkom er for små, så jeg bedækker hende ikke mere, siger Bjarke Thomsen.

Bjarke Thomsen har opdrættet heste i en halv snes år med Wonderboy som den første.

-Ja, moderen til Wonderboy, Goldie Hawn var min første følhoppe, men hun er død nu. Jeg har et hoppeafkom efter hende i Etna, der er efter Classic Photo. Den er i træning hos Marc Bæk Nielsen og jeg regner med, at hun skal bringe Goldie Hawns blod videre i avlen på et tidspunkt, slutter Bjarke Thomsen.