TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Minus 6% på Elitauktionen

af | 27. maj 2017 | Nyheder

Selv om Svensk Travsport fredag eftermiddag meddelte om præmieforhøjelser i løbene på 90 millioner kroner i 2018, så havde det tilsyneladende ingen positiv indvirkning på aftenens Elitauktion, hvor gennemsnitsprisen faldt med 6% i forhold til året før.

Efter et gevaldigt hop på ikke mindre end 47% på gennemsnitsprisen på Elitauktionen 2015, går det nu for andet år i træk tilbage.

I 2015 blev gennemsnitsprisen på 231.129 SEK, men den faldt i fjor med 6% til 205.806 SEK, og denne tendens fortsatteved  årets Elitauktion, hvor gennemsnitsprisen for de solgte åringer blev på 192.703 SEK. Også en tilbagegang på 6%.

Det er dog fortsat klart bedre end resultatet i 2014, hvor snitprisen var 157.329 SEK.

I forhold til auktionen i 2016 var der i år en pæn stigning i gennemsnitsprisen for hopper, der blev på 189.412 SEK mod 164.000 SEK i 2016.

Trods den generelle vigende snitpris så var købelysten pæn og 88% af de fremstillede heste blev solgte.

Det var 6% mere end i fjor.

Boycott

Topprisen på 800.000 SEK blev opnået af hingsten Boycott (Maharajah – Big Blue Kitten) som blev solgt for 800.000 SEK til Frederik Jireteg, Västerås.

Moderen, der er Elitsto, har tidligere bragt bl.a. den internationale tophest Yarrah Boko samt Zola Boko, der efter en kort, men flot løbskarriere, nu er succesrig avlshingst.

Dominic Wibb

Med spænding så man frem til de fire afkom efter Bold Eagle, der blev fremstillet på auktionen, men bortset fra hingsten Dominic Wib, så var interessen til at overse.

Dominic Wib kommer ud af en moderlinje, der bl.a. har givet Raja Mirchi, Lavec Kronos, General November, Formula One, Dust All Over, Malabar Maple, Andover Andover m.fl. og det faldt Lutfi Kolgjini for, og købte den for 530.000 SEK.

11 heste blev solgt for 400.000 SEK og derover – heriblandt de to danske hoppe Escape Rain til 420.000 SEK og Down Town Girl til 400.000 SEK.

Afkom efter Muscle Hill var igen dyre at få fat i.

De tre hopper efter ham blev solgt for samlet 1.520.000 SEK.

Også Maharajah var populær.

Tre afkom efter Viking Kronos-sønnen kostede tilsammen 1.4 mio. SEK.