TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mindeord – Ole Bender

af | Nyheder

Den fynske travtræner Ole Benders alt for tidlige død har berørt mange – Benders mangeårige kammerat, Torben Bendtsen har skrevet mindeord.

Det er med stor sorg, at vi har modtage meddelelsen om, at Ole Bender er sovet stille ind efter længere tids sygdom.

Ikke kun travsporten på Fyn, men hele travsporten i DK, samt Oles travvenner i Norge, Sverige og i Italien har været meget berørt af Oles sygdomsforløb. 

Vores tanker går selvfølgelig til Christina, Rasmus og Søren Bender i de kommende dage.

Ole var jo født ind i travsporten, da hans forældre Søren og Karen boede i Agedrup og de var på deres ejendom på Gåseholmvej et omdrejningspunktet for ”Agedrupklanen”, som bestod af brødrene Christian, Aage og Erik Frantzen, Ove Sørensen m fl. – festlige folk, som med deres heste var fast inventar i løbene på Fyns Væddeløbsbane i Oles spæde barndom.

 Derfor fik Ole travsporten direkte ind fra starten med sutteflasken.

Ole var opdraget til at være et ordentligt og et empatisk menneske og derfor var Ole en tiltalende og vellidt person, som med et glimt i øjet kunne snakke med alle mennesker.

Han var en social og en selskabelig person, som kunne være festens midtpunkt med sine mange historier fra hans barndom.   

Selvfølgelig skulle Ole være travtræner når han blev voksen, og som 21 årig startede han op og han har haft en fornem karriere, som både kusk og træner. Han har, som træner vundet de 2 klassiske løb Opdrætningsløbet og Dansk Trav Kriterium med henholdsvis White Russian, som han kørte selv og Keep on Flying, som Joakim Lövgren gæstekørte for Ole.

Som træner har Ole haft Årets Hest 3 gange på FV nemlig Jupiter GT, Soul La Marc og Do It Mingus.

Han har flere gange deltaget i DM for Travtrænere, hvor han tre gange er sluttet i Top 3. Han har deltaget Derbyet og Hoppederbyet med Prada Secret og Nadine Laser. Han har vundet 3 løb på samme dag på Forus banen i Norge.

Masser af sejrsheste er skabt i Oles kyndige hænder.

I flæng nævnes Von GT, In Risk, Enrico Håbegård, Frisco Frost, Prada Cloc, Troja Cæsar, Edvin Håbegård m. fl.

Ole og jeg skulle i vores alderdom have siddet på en bænk i solen og delt rødvin og memoirer og fortalt anekdoter om Den Røde Smed, Keld ” Stritter ”, Erik Frantzen og Den Lille Bager fra Billund.

Sådan bliver det desværre ikke…

Tusind tak for et vidunderligt venskab og kammeratskab gennem alle årene – ære være dit minde, Olsen!

Torben Bendtsen

Odense