TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Million-flop

af | Nyheder

Der blev tabt millioner af kroner, da verdens bedste galophest Arrogate i lørdags sluttede næstsidst i et løb med blot fem deltagere på Del Mar-banen i Californien.

Arrogate med Mike Smith vandt Dubai World Cup suverænt i marts månedFoto Dubai-Racing-Club-and-Andrew-Watkins.

Breeders Cup, Pegasus World Cup og Dubai World Cup – tre af verdens allerstørste galopløb – har amerikanske Arrogate vundet inden for det sidste år, og i lørdags skulle den efter en løbspause vende tilbage i løbene i TVG Stakes på Del Mar-banen i Californien.

I nem opgave for verdens bedste galophest, der samlet har tjent over 17 millioner dollars i karrieren.

Og der blev satset flittigt i totalisatoren på Arrogate med Mike Smith.

I USA er man garanteret 5% i gevinst i spilleformerne, Win (vinder) Place (blandt de to første) og Show (blandt de tre første).

Altså et odds på 1,05!

Så det var bare at stikke ud!

For hvad kunne gå galt for Arrogate i et felt med blot fem heste!

I de tre spilleformer blev der i alt omsat for 2.671.939 dollars – det er omkring 17 millioner kroner.

Alene på Arrogate var der spillet totalt 2.47.472 dollars – eller 92% af den samlede omsætning!

Men nu var det jo ingen god historie, hvis det ikke gik galt for verdensstjernen.

Arrogate var slet ikke sig selv og var aldrig i nærheden af bare at komme ind på en tredjeplads. Den sluttede på en fjerdeplads 15 længder efter vinderen – og at Arrogate ikke var sidst skyldtes udelukkende, at jockeyen på El Huerfano tabte begge stigbøjler ud af startboksene, og måtte tage hesten op!

Men hvad der var galt med Arrogate er fortsat et åbent spørgsmål.

Hesten har taget løbet fint og virker til at være i orden.

Træner Bob Baffert vil fortsat holde sig til den plan, han har haft med Arrogate, hvis da ellers hesten i træning viser sit rette jeg.

Og hvordan blev toto-resultatet så?

Vinderen Accelerate gav odds 8,80. I Place 16,30 og i Show 11,00. Nummer to Donworth gav ikke mindre end 59,90 i Place og 38,70 i Show, mens tredjehesten Cat Burglar gav 19,60 i Show.