TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mere hæder til Christian?

af | Nyheder

Som regerende Europamester er Christian Nissen selvskreven ved Hestesportens Galla 2019 i kategorien “Årets Amatørkusk” – men konkurrencen er stenhård. 

I fjor fik Christian Nissen sit store gennembrud som amatørchampion på Lunden, men 2018 har også budt på en lang række store oplevelser for den 25-årige bygningsingeniør, der i september måned gik helt til tops i EM for Amatørkuske i Ungarn. 

Foto Kim Gudmand

Ét point adskilte Christian Nissen fra svenske Niclas Benzon, men det var altså nok til at sikre ham EM-titlen og ikke mindst det imponerende trofæ. 

Det var også som om EM-triumfen gav den nødvendige selvtillid i løbene herhjemme og de efterfølgende tre måneder har Christian Nissen fået “pyntet” gevaldigt på årets resultat, der til dato har budt på 12 sejre i 109 starter – svarende til en sejrsprocent på 11.

-Det startede ellers fint i begyndelsen af året, hvor jeg fortsatte takterne fra sidste år, men så kom der pludselig en lang periode, hvor det ikke gik specielt godt, siger Christian Nissen. 

-Heldigvis fik jeg held i sprøjten igen og det faldt tilfældigvis sammen med EM, som var en kæmpe stor oplevelse. 

-Det at være med til de tre mesterskaber (Christian Nissen har i år også deltaget i både DM og NM for amatører, red.), hvor man kører med fremmede heste hver gang, har i det hele taget været rigtig sjovt og lærerigt. Jeg tager det som en udfordring når man skal ud og prøve kræfter med at køre nye heste. 

-Bare det at man kommer ud og får den slags oplevelser er stort i sig selv; det var det samme med EM, hvor jeg tog derned uden nogen forventninger, ud over at få en god oplevelse. 

Ulige vilkår
Med en EM-sejr i bagagen var Christian Nissen selvskreven, da man skulle finde de nominerede til titlen som “Årets Amatørkusk” hvor også 
Stefan Lind-Holm, Dennis Kristiansen, Martin Andreasen og Søren Demant Andersen er nomineret. Førstnævnte bliver landschampion med 26 sejre, men det er svært at pege på en oplagt favorit i denne kategori. 

Foruden EM for Amatører har Christian Nissen også vundet “Niels Mikkelsens Mindeløb” med Baltic Baunely. Foto: Torben Ager

-Det er lidt svært at sammenligne de fem kuske, bl.a. fordi der er forskel på hvor mange løb man må køre, siger Christian Nissen.

-På Lunden må jeg f.eks. kun køre én fremmed hest hvis der er 7.500 kroner til vinderen, mens man på Bornholm og Nykøbing F. må køre i alle løb. Derfor er det lidt svært at vurdere mine chancer.

Hestene har fortsat førsteproritet
I januar 2017 blev Christian Nissen færdiguddannet som bygningsingeniør, men han har endnu ikke brugt sin uddannelse – og det er helt bevidst.

-Jeg har sat sat jobsøgningen lidt på pause og ved ikke helt hvornår, jeg har tænkt mig at gå i gang. Lige nu har jeg fokus på hestene og hjælper til herhjemme med alle mulige gøremål, siger Christian Nissen, som stadig bor i Græsted hos sine forældre, Lunden-træner Flemming Larsen og Lunden-amatøren Hanne Nissen. 

-Forhåbentlig kommer jeg ud og køre med endnu flere nye heste og får noget mere erfaring. Der er flere og flere, som kontakter mig om jeg vil køre deres heste, og det er selvfølgelig nok fordi jeg har vundet EM og det er gået ret godt efterfølgende. 

Christian Nissen med sin far, Lunden-træner Flemming Larsen

Christian Nissens næste køretur bliver Passion Flame på Fyn (fredag) og derefter gælder det Temptation Garbo og Armbros Devil på Lunden (søndag), men umiddelbart har han ikke de store vinderchancer. 

-Jeg tror Passion Flame får det svært, selvom vi selvfølgelig var glade og overraskede over at han kvalificerede sig til finalen. Bedste vinderchance må være Temptation Garbo, slutter Christian Nissen.