I morgen er det en uge siden, at Olle Goop pludseligt afgik ved døden. Mange har kommenteret mestertrænerens bortgang i ord og skrift, og der er da også virkelig meget at sige om Olle Goop, som var meget mere end travtræner og kusk.

Olle Goop tilhørte den kategori af mennesker, som bare ikke kan dø. Alligevel sluttede hans hjerte at slå for knap en uge siden. Ordet ”ven” misbruges ofte i forbindelse med mindeord, og jeg vil heller ikke betegne Olle Goop som en ven. Olle var snarere en forretningspartner, som jeg, når vi havde kontakt, omgikkes med på en yderst hjertelig måde. Men han kom på et tidspunkt til at spille en speciel rolle for mig personligt. Herom senere.

Som de fleste andre, som har været med i mange år, forbinder jeg mit første indtryk af Olle Goop med stjernetraveren Knabe, men jeg kan faktisk ikke kuske, om jeg nogensinde oplevede ekvipagen live. Derimod husker jeg sejren, som må have været Olles første sejr i Danmark.

I 1978 vandt han en Kriterieprøve på Charlottenlund med hesten Bjerndrup, men det var først i forbindelse med mit arbejde som sportsmedarbejder på Lundens sekretariat, at jeg traf Olle Goop personligt.

I 1985 havde han Minou du Donjon til start i Copenhagen Cup, og jeg hjalp til at tage hånd om de gæstende ejere og træner. Aftenen inden storløbet var der arrangeret en banket, og det vi på busturen til denne, at jeg første gang førte en samtale med ham. Hustru Annika var også med og i bussens midtergang sad parrets 8-årige søn og legede med en legetøjsbil. Den aften var vi alle lykkeligt uvidende om, hvilken vej skæbnen skulle tage den lyshårede dreng.

Da jeg blev sportschef, havde jeg stadig oftere kontakt med Olle Goop, og vi deltog ofte på de samme rejser til udenlandske storløb. Jeg husker engang, vi var på vej hjem fra München. Olle havde vundet storløbet Preis der Besten med Nordin Hanover, og jeg havde samme dag vundet et internationalt presseløb. Da vi mødtes i lufthavnen, viste det sig, at min pokal var tre gange så stor som Olles!

Det blev til megen professionel kontakt, men alligevel er det den Olle Goop, som på den absolut værste dag i mit liv kom til at spille en vigtig menneskelig rolle, jeg først og fremmest vil mindes.

Det var den 16. august 1992. Det var søndag, og storløbet Färjestads Nordiska Treåringspris kørtes i Goops hjemby Karlstad. Jeg tror, at alle kender til historien. På vej til Karlstad styrtede et lille privatfly med otte danskere ombord i søen Vänern straks syd for byen, og fem personer omkom.

Steen Juul, der trænede og skulle køre Rudolf Le Ann i hovedløbet, dyrlæge Henrik Poulsen og ejernes svigersøn Erik Geppel overlevede, medens begge piloter, ejerparret Susanne og Denny Bendtsen samt min efterfølger som sportschef på Charlottenlund Travbane, Anders Mysager, alle mistede livet i den frygtelige ulykke.

Af politiet blev jeg bedt om at komme til sygehuset i Karlstad, hvor jeg efter at have truffet de overlevende fik den ubehagelige opgave at identificere de omkomne.

Jeg var på sygehuset i flere timer, og jeg missede mit fly hjem til Stockholm, hvor jeg på det tidspunkt boede. En sygeplejerske kom og sagde, at der var kommet nogle for at hente mig. Det var Annika og Olle Goop. De nærmest kommanderede mig til at følge med dem hjem og til at overnatte i deres gæstehus.

Vi spiste middag på en restaurant, og jeg fortalte dem om, hvor overrasket jeg var over min opførelse ved identificeringen. Jeg har normalt nær til tårer, og jeg tuder til og med på bryllupper, men her var jeg helt kold og sagde mekanisk navnene på de fire ofre, som jeg kendte. Mærkeligt, at der ikke kom nogen reaktion. ”Bara lugn”, sagde Olle, ”det kommer”, og et par timer senere brød jeg fuldstændig sammen i mit værtspars arme.

Jeg glemmer aldrig den støtte og den varme som parret Goop viste mig den der frygtelige dag, og mit ophold på deres gård Lökene, som jeg ved det tilfælde besøgte for første gang, sluttede med, at Olle den næste dag tog sig tid til at tage mig rundt på hele ejendommen, selvom der var masser med heste til hurtigt arbejde. Jeg observerede, hvor hengivne personalet var over for sin chef, og det er nok ingen tilfældighed, at staldens ansatte generelt bliver i mange år.

Næste eksakt et år senere fyldte Olle Goop 50 år, og jeg deltog i den store fødselsdagsfest på Lökene. Da jeg kørte ind på gården, så jeg en 16-årig dreng stå og slå golfbolde på en græsplæne. Staldfolkene fortalte mig, at drengen var i princip var uinteresseret af travhestene……..

Olle Goop drev i mange år en trænervirksomhed på mindst 150 heste. Det siger sig selv, at det er en umulighed at have specielt megen kontakt med hesteejerne i en så omfattende virksomhed, men han blev alligevel aldrig stresset over den kolossale arbejdsbyrde, som den indebar, og han behandlede altid personer, han kom i kontakt med, med stor venlighed.

Jeg erindrer en episode, der udspillede sig på Solvalla. Jeg stod midt på staldområdet og talte med Olle, da en herre, som givetvis var hesteejer hos ham kom frem til os: ”Hej Olle!”. ”Tjena mors” (det var Olle Goops typiske hilsen). ”Hur går det med hästen?”. ”Det går bra, vi tränar på”. ”Blir det någon start snart?”. ”Ja, det kan nog böja närma sig. Vi tränar på som sagt”. Manden gik, og jeg spurgte Olle: ”Du hade ingen aning om vem det var, eller hur?” Nej, inte en susning”, svarede Olle og slog sin hjertelige latter op.

Sådan var han, mennesket Olle Goop. Altid venlig og let til latter. I vores relation, som varede i  over 30 år, blev der aldrig sagt et ondt ord, og det er helt uvirkeligt, at den ikke kan fortsætte i mange år til.