TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Medgang i modgangen

af | 23. okt 2016 | Nyheder

Nicolaj Andersen, der tidligere på ugen blev centrum i en dopingsag, var flyvende på Lunden lørdag aften, hvor han vandt tre sejre.

Uvisheden om, hvordan Adrian BR kunne teste positiv i en dopingprøve efter sejren i Breeders Crown i Tyskland den 25. september nager dybt i Nicolaj Andersen.

Men alligevel var han i stand til at rejse sig lørdag aften på Lunden, hvor han vandt tre sejre i fire starter.

Nicolaj Andersen vandt tre sejre. Foto Martin Timm Holmstav

Nicolaj Andersen vandt tre sejre. Foto Martin Timm Holmstav

Nicolaj Andersen går mod sit bedste år siden 2013, idet han med lørdagens tre sejre nu har vundet 32 løb i 2016.

Det samme som han gjorde i hele 2013!

I stalden står mange spændende heste, og da Nicolaj Andersen også bruges som catchdriver, vebter der flere sejre forude.

En af de heste, der kan være med til at forbedre trænerens resultat i 2016 er vinderen af lørdagens 1. løb, Babe Love.

Som lillesøster til Derbyvinderen Axel har hun noget at leve op til, og selv om talentet måske ikke lige matcher storebroders, så viste den 3-årige hoppe meget fine takter, da hun på en besnærende afslutning fangede en meget tapper Beauty Ami Salløv med Ulrik Christoffersen, og sejrede i 1.18.8/2000 m.

Det var en Babe Love i meget bedre forfatning vi her så, end da hun fik sin debut i sommer.

Udvendige Babe Love fanger Beauty Ami Salløv på en stærk speed.

Udvendige Babe Love fanger Beauty Ami Salløv på en stærk speed. Foto Martin Timm Holmstav

Som Babe Love er Beauty Ami Salløv efter Love You.

Beauty Ami Salløv er en anden type end Babe Love. Den virkede noget hidsig, og det var årsag til at den i en trang situation fik galop ind i første sving.

Beauty Ami Salløv tabte mange meter, men Ulrik Christoffersen gav ikke op, og da tempoet de første 500 meter blot var 1.22 nåede parret op til feltet igen.

Siden blev det til dødens på Blue Berry Avenue med Morten Friis, men alligevel var det Beauty Ami Salløv, der overtog taktstokken ind i opløbet.

Længe så det ud til at den skulle vinde, men Babe Loves afslutning kunne den ikke svare op for.

Udover Babe Love vandt Nicolaj Andersen også med Bo Grøndahls Akrobat (Chipmate) samt med Emma Bjerkås Wallaby (Muscle Mass).

”De unge med de tunge punge” som kollega Carsten Bundgaard plejer at skrive er til løb i Lunden, må have holdt sig væk denne aften, hvor baneomsætningen blot blev 62.473 kroner.

Måske var eftermiddagens galopløb på Klampenborg for hård en konkurrent.