TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Markant nedgang i gennemsnitsprisen for Face Time Bourbon

af | Nyheder

For andet år i træk toppede Face Time Bourbon Arqana Trot-auktionen over åringer efter ”nye” hingste, men i forhold til i fjor faldt gennemsnitsprisen for hans afkom markant.

I fjor, hvor de første åringer efter Face Time Bourbon blev solgt, var gennemsnitsprisen på 75.143 Euro for 16 solgte afkom på Arqana Trot-auktionen

I år dykkede den til 54.083 Euro for 12 solgte – det er et fald på ikke mindre end 28%.

Også i år blev der fremstillet 16 åringer efter Face Time Bourbon, men fire blev købt tilbage til priser mellem 26.000 og 90.000 Euro, men der kunne købes Face Time Bourbon-afkom for 12.000, 17.000 og 20.000 Euro!

Dyreste Face Time Bourbon-åring købte fodboldspilleren Antoine Griezmann for 125.000 Euro.

Det var hoppen Leoville, hvis moder Crista Maris (Kiwi) tidligere har avlet Haut Brion (Bold Eagle) 1.12.2 – 142.400 Euro, Iquem (Ready Cash) 1.13.3 – 107.940 Euro og Janaza (Bold Eagle) 1.18.7 – 6.330 Euro.

Næstdyreste Face Time Bourbon-åring købte Björn Goop for 110.000 Euro.

Det var hingsten Love Bourbon, hvis moder Casualty of Love (Goetmals Wood ud af en hoppelinjen fra Une Crown) tidligere har født bl.a. Hannibal Face (Bold Eagle) 1.11.6 – 48.018 Euro.

Face Time Bourbon var ikke ene om et nedslående resultat på auktionen.

8 åringer efter Fabulous Wood solgtes for en gennemsnitspris a 23.250 Euro – det var ikke mindre end en tilbagegang på 47,6% i forhold til auktionen i fjor, hvor der solgtes 6 Fabulous Wood-afkom til et gennemsnit på 44.333 Euro.

Omvendt var der større interesse i år for afkom efter Feeling Cash, Follow You og Earl Simon, der steg hhv. 34,7%, 42% og 35,5%.

Hingste som Feliciano og Gotland – begge Ready Cash-sønner – kom fint fra start med deres første årgang.

Feliciano havde 13 afkom, der solgtes for 32.692 Euro i snit, mens Gotland havde 11 afkom til 26.364 Euro.

Generelt var der dog en negativ udvikling på fredagens auktion, hvor gennemsnitspriserne faldt med 13,48% i forhold til i fjor.

For hele auktionen blev resultatet også negativt, idet gennemsnitsprisen faldt fra 29.139 Euro i fjor til 27.512 Euro – et fald på 5.58%

Man kan egentlig undre sig over at priserne på franske auktioner ikke er højere end det er tilfældet med baggrund i de løbspræmier, der køres om.

Omregnet til danske kroner er den franske auktions gennemsnitspris på 204.500 kroner!