Marion Marauder – en værdig Hambo-vinder
Det er efterhånden nogle år siden der har været så tæt en opløbskamp i The Hambletonian, som det var tilfældet i 2016-udgaven. Og vinderen af den tætte opløbsdyst, Marion Marauder med 27-årige Scott Zeron i sulkyen fik bestemt intet foræret.
Årets The Hambletonian Stake – det 91. i rækken – lignede på forhånd et walk-over for Southwind Frank (Muscle Hill) med Yannick Gingras, der havde været sine aldersfæller overlegen siden den for lidt mere end et år siden indledte væddeløbskarrieren.
Southwind Frank var hesten der skulle slås i The Hambletonian.

Marion Marauder vinder The Hambletonian 2016. Indvendige Southwind Frank, der bliver nummer to er desværre ikke med på billedet, Lisa Photo
Fra Canada kom Marion Marauder (Muscle Hill), og da den store tunge pokal sent lørdag eftermiddag skulle vises og være centrum i en sejrsceremoni, var det svigermor Marion Wellwood og svigersøn Devin Keeling, samt hustru, træner Paula Wellwood, der skulle hyldes.
Historien om Marion Marauder starter i Pennsylvania, hos opdrætteren Bill Mulligan, der har stutteriet Marion Farms i den lille by New Hope, hvor bl.a. Muscle Hill er opstaldet i bedækningssæsonen, og har været det i nogle år.
Marion Marauder blev under navnet, Marion Monopoly solgt for 37.000 dollars i Lexintgon til Paula Wellwood., der omdøbte sin ny-indkøbte hingst.
Marion Marauder er 11. føl efter 2-årsstjernen Spellbound Hanover (Donerail) 1.11.2 – 962.345 dollars.
De helt store stjerner havde Spellbound Hanover ikke leveret – Sweetspellosuccess (Credit Winner) fra 2007 har rekord 1.13.8 og tjente 206.024 dollars, mens Fifty Shades (Malabar Man) fra 2010 har løbet 1.14.2 og tjente 205.659 dollars.
Et andet afkom efter Spellbound Hanover, er Marion Mad Money (Andover Hall), har virket i avlen i Sverige.
Men med Marion Marauder har Spellbound Hanover fået sit stjerne-afkom.

Marion Marauder med Scott Seron havde ingen problemer med at vinde 2. afdeling i Dancer Memorial. Lisa Photo
Selv om Marion Marauder blot vandt en enkelt sejr som 2-åring, så tjente den dog 291.986 dollars, idet den var nummer to bag Southwind Frank i såvel William Wellwood Memorial (til minde om Paulas fader) som i Breeders Crown, mens det blev til en tredjeplads i New Jersey Sires Stakes.
I år fandt Marion Marauder vindermelodien, og mødte til start i The Hambletonian med fire sejre i træk – senest i Dancer Memorial, hvor Southwind Frank vandt den anden afdeling.
De to mødtes i indledende heat i The Hambletonian, og her fik man er forsmag på, hvad der ventede i finalen, da Marioan Marauder slog Southwind Frank til andenplads.
I finalen i The Hambletonian Stake fik Marion Marauder intet foræret.
Ind mod det store opløbssving begyndte Scott Zeron sin fremmarch med Marion Marauder, der således gik de sidste 800-900 meter af løbet uden ryg.
Southwind Frank sad i ryg på førende Bar Hopping, der ind på lige bane måtte se Marion Marauder komme frem udvendigt for sig og få et overtag.
Ned gennem opløbet trak Bar Hopping ud i banen og åbnede derved for Southwind Frank, der skød frem, og så var der kamp.
Southwind Frank havde vel bedst fart, men kort før mål fik den aktionsproblemer og lige efter mål var den i galop.
Det var svært at se, hvem der havde nået målstregen først.
Måske var vi ude i samme situation som i 1989, hvor Probe og Park Avenue Joe løb dødt løb?
Men ventede på målfotoet.
Så kom resultatet.
Marion Marauder havde vundet The Hambletonian Stake 2016!
En stor triumf for Canada. For familien Wellwood/Keeling samt for Scott Zeron, der kørte sit første Hambletonian Stake.
Og for Muscle Hill var det endnu en afkomssejr i The Hambletonian.
Trixton var den første i 2014